Kredsløb er klar til Skovby i 2023: »Vi vil gerne levere fjernvarme til byen«
Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb har vurderet potentialet for at etablere en fjernvarmeforbindelse til Skovby og kan være klar til at levere fjernvarme i 2023.
Siden UgeBladet Skanderborg for to uger siden tog kontakt og spurgte, om man kunne hjælpe borgerne i Skovby med fjernvarme, så de kunne slippe af med den dyre naturgas, har man haft travlt hos det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb.
Hos Kredsløb er vores kerneopgave at gøre det nemt at være grøn, og vi vil gerne hjælpe Skovby af med gassen og ind i fjernvarmen.Bjarne Munk Jensen, adm. direktør for Kredsløb.
Kredsløb har nu vurderet det foreløbige potentiale for at etablere en fjernvarmeforbindelse til Skovby, og den positive udmelding fra selskabet er, at Kredsløb gerne vil hjælpe Skovby af at få fjernvarme til byen, hvis alle detaljer kan falde på plads.
Da UgeBladet Skanderborg første gang skrev om den nyoprette borgergruppe Skovby Fjernvarme, havde gruppen 328 medlemmer. Det tal er nu vokset til 430, og kun to af dem er ikke interesseret i fjernvarme.
»Det er tydeligt, at behovet og lysten til at blive en del af fjernvarmeforsyningen er stor i Skovby. Og med mulig udsigt til yderligere stigende energipriser og den aktuelle situation i Ukraine, er behovet kun vokset. Hos Kredsløb er vores kerneopgave at gøre det nemt at være grøn, og vi vil gerne hjælpe Skovby af med gassen og ind i fjernvarmen, såfremt det hele falder på plads. Vi er derfor i fuld gang med at foretage de nødvendige beregninger og vurdere den bedste måde for tilslutning til byen,« fortæller Bjarne Munk Jensen, der er adm. direktør for Kredsløb.
Stor opbakning nødvendig
Det er derfor ikke overraskende, at Kredsløb som forsyningsselskab kan se mulighederne i at forsyne Skovby med fjernvarme.
Selskabet er nu gået i gang med at få løst de sidste detaljer og regne på, hvad det kommer til at koste i etableringsomkostninger. Derefter skal der søges tilladelse hos varmeplanmyndigheden.
Hvad det præcist kommer til at koste den enkelte husstand i Skovby at blive tilsluttet fjernvarme fra Kredsløb, er det for tidligt at sige noget om endnu. Det afhænger blandt andet af, hvor mange husstande, der ønsker at blive tilsluttet fjernvarmen.
»Vi trækker nu i arbejdstøjet for at få det sidste på plads og håber i den forbindelse, at borgerne i Skovby har lyst til konkret at give deres interesse til kende hos os. Det giver os det bedst mulige grundlag for et godt fjernvarmeprojekt,« understreger Bjarne Munk Jensen.
Han oplyser til UgeBladet at det er nødvendigt med en meget stor interesse for at blive tilsluttet, hvis projektet til skal lykkes.
»Vi skal gerne helt op på 90-100 pct. tilkendegivelser, for at projektet kan lykkes. Derfor håber vi naturligvis, man vil støtte op omkring det. Hertil kommer, at de øvrige detaljer beskrevet naturligvis også skal falde på plads. Hvad angår prisen, er det desværre endnu for tidligt at give et estimat. Men vi kan i hvert fald sige, at tilbuddet bliver konkurrencedygtigt i forhold til gas,« tilføjer Bjarne Munk Jensen.
Naturgas udfases
»Når vi beregner, hvorvidt det er konkurrencedygtigt, indregner vi både anlægs- og driftsomkostninger. Det er så at sige en helhedsbetragtning. Gas er en forældet fossil varmekilde, som er på vej til at blive udfaset, og man må derfor forvente, at både vilkårene og mulighederne for at reinvestere i nye gasfyr hele tiden forringes,« understreger han.
Kredsløb forventer at have en afklaring på detaljerne i løbet af foråret, og såfremt der bliver etableret fjernvarme, forventer Kredsløb at kunne opvarme stuerne i Skovby fra starten af fyringssæsonen i 2023.