Fortsæt til indhold

Kursus i plantebaseret frokost

For andet år i træk afholdes forløbet AMOK om plantebaseret kost.

Samfund
sra

Skanderborg Kommunes klimapulje har for andet år i træk tildelt kursusforløbet AMOK penge, der skal udbrede kendskabet til plantebaseret kost. I år er det lokale virksomheders køkkenpersonale, der får muligheden for at give sig i kast med planteretter.

Jette Boye Petersen, udvikler bag konceptet, glæder sig til endnu en omgang kurser. Forløbene vil læne sig meget op ad sidste år, hvor køkkenpersonale fra offentlige køkkener i kommunen var på kursus.

Inspiration og læring

I år er det som sagt lokale virksomheders køkkenpersonale, der har chancen for at få inspiration og læring om den plantebaserede kost. Jette Boye Petersen mener, at det giver god mening at også dette køkkenpersonale får mulighed for at udbygge deres kendskab til plantekost.

»Når køkkenpersonalet selv har smagt, hvor lækker maden er, og hvor let den er at tilberede, så er det også nemmere at give den oplevelse videre, når man skal lave plantemad til de ansatte,« siger Jette Boye Petersen.

Lettere med erfaring

Hun oplever desuden, at det kan være lettere at inspirere til at give sig i kast med de plantebaserede retter, hvis man har smagt dem før.

»Hvis du har en ide om, hvordan noget skal smage, så er det også nemmere selv at eksperimentere med det. Det hjælper også på lysten til at lave plantebaseret mad, at det smager godt og ser indbydende ud,« siger Jette Boye Petersen.

I alt får 48 nysgerrige køkkenfolk mulighed for at prøve kræfter med AMOK i efteråret 2022. Tilmeldingen åbner snart.