Fortsæt til indhold

Krigens firbenede ofre: Dyrenes Beskyttelse har kastet sig ind i Ukraine-krigen - vil hjælpe flygtninges kæledyr

Det er ikke kun mennesker, der flygter fra krigen i Ukraine. Husdyrene er i mange tilfælde med, melder Røde Kors og Dyrenes Beskyttelse, der lige nu er i gang med at kortlægge omfanget af de fjerklædte og firbenede flygtninge og sikre en hjælpeindsats både i Ukraine, men også for de husdyr, der kommer med til Danmark på flugt fra krigen.

Samfund

Oftest betegnes krig - og ikke mindst tab af både militær- og civilbefolkning - som en humanitær katastrofe. Sådan kan man også roligt betegne den verserende krig i Ukraine, hvor flere hundredetusinde er fordrevet fra deres hjem, og civile har mistet livet i krydsilden mellem de to kæmpende sider.

Alligevel er det måske ikke helt fyldestgørende, for det er ikke kun mennesker, der er fanget i krydsfeltet eller drevet på flugt. Landsbrugs- og familiedyr er også blevet ofre for krigen.

Det har fået Dyrenes Beskyttelse til at reagere, og der er stemplet ind - sammen med europæiske partnere - for at gøre en indsats for dyrene i Ukraine - og de, der er med, når familier flygter fra hjemlandet.

Det fortæller Tina Engberg, engagement- og fundraisingchef hos Dyrenes Beskyttelse til Lokalavisen.

»Lige nu koncentrerer vi os om at få et overblik over situationen i Ukraine og nærområderne. Hvad er der brug for af hjælp, hvem er dernede og udfører rent faktisk arbejde for dyrene, og hvordan kanaliserer vi hjælpen derhen, hvor den rent faktisk gør en forskel,« siger hun og fortsætter:

»Vi ser selvfølgelig også på den situation, der opstår herhjemme med de flygtninge, der kommer herop med deres dyr. Mange har det jo sådan, som vi også har det herhjemme, at dyr er en del af familien, og man tager selvfølgelig hele familien med på flugt.«

Intet overblik over antallet

I disse dage ankommer flere og flere ukrainere til Danmark på flugt fra krigens rædsler, og rundt omkring i landet gøres der forberedelser for at huse, de landflygtige folk. I Center Sandholm sad der ifølge en opgørelse fra fredag 140 ukrainere, og Dyrenes Beskyttelse har fået melding fra Røde Kors, der driver lejren, at flere har taget kæledyrene med.

Det kan de på grund af en særlig lempelse af krav om indførelse af dyr i Danmark, der lader ukrainske flygtninge tage deres kæledyr med ind i landet, også selvom de ikke er chip-mærket eller vaccineret efter de normalt gældende krav.

»Vi ser selvfølgelig også på den situation, der opstår herhjemme med de flygtninge, der kommer herop med deres dyr. Mange har det jo sådan, som vi også har det herhjemme, at dyr er en del af familien, og man tager selvfølgelig hele familien med på flugt,« siger Tine Engberg fra Dyrenes Beskyttelse. Foto: Peter Lazar/Ritzau Scanpix

Derfor er Dyrenes Beskyttelse i øjeblikket i gang med for det første at skabe et overblik over omfang og antal samt at etablere de offentlige og private partnerskaber, der kan være med til at hjælpe de flygtende ukrainere med alt fra foder til dyrlægebesøg og vaccinationer, forklarer Tina Engberg.

De er i dialog med Fødevarestyrelsen, Dyrlægeforeningen og håber på at kunne samle private donorer sammen til at bidrage til hjælpen for også de dyr, der er drevet på flugt.

»Det er rigtig vigtigt, at vi kan få skabt tryghed for de flygtninge, der kommer op med deres dyr og kan hjælpe dem med foder, og hvad de ellers har brug for, så de trygt kan have deres dyr med. Vi ved jo alle sammen, at det giver en følelse af tryghed, at man har sit dyr,« siger hun.

Når vi ellers har modtaget flygtninge, har der så også været det her kæledyrsaspekt i de situationer?

»Ikke, som vi er blevet gjort opmærksomme på. Uden at være ekspert, tænker jeg, at Ukraine er et nærområde, så folk kommer herop ad mange kanaler, og det er ikke det samme, som hvis man fylder et eller flere fly med flygtninge og sender til Danmark.«

Vi ved jo alle sammen, at det giver en følelse af tryghed, at man har sit dyr.
Tina Engberg, Engagement- og fundraisingchef hos Dyrenes Beskyttelse

Bestormet af bekymrede danske dyrevenner

At Dyrenes Beskyttelse på denne måde går ind i en humanitær katastrofe, som den igangværende i Ukraine, er noget ganske nyt, fortæller Tina Engberg. Organisationen har heller ikke tidligere haft kontakt med Ukraine.

Hun forklarer, at Dyrenes Beskyttelse er skredet til handling og er gået i gang med at formidle kontakt til Ukraine, fordi de har fået masser af henvendelser fra danske dyrevenner, der er bekymret for de ukrainske dyr.

»Vi har fået en række henvendelser - dels direkte og via vores internater - fra folk, der har sagt: ’Hvis vi nu kører ned og henter en vogn fuld af dyr, kan I så tage imod dem?’ Det kan vi ikke, og det vil jeg på det kraftigste fraråde, man gør, for det kan give store problemer. Vi kan kun understrege, at lempelserne af regler for indførelse af dyr kun gælder for flygtninge,« siger hun og fortsætter:

»Vi kan se, der er en bekymring hos dyrevenner i Danmark over, hvad der sker dernede. Vi har i tidligere situationer - blandt andet Syrien og Irak - set katastrofale forhold for zoologiske haver og dyreparker, der bliver forladt på grund af krig, og det står selvfølgelig på folks nethinde. Derfor siger vi, at vi gerne vil samle information og give den videre og samtidig garantere, at støtter man gennem vores indsamling, kanaliserer vi pengene derned, når vi ved, at de rent faktisk rammer hjælp til dyrene.«

Risiko for rabies

En del af Dyrenes Beskyttelses arbejde med at danne sig et overblik over de ankomne kæledyr - i tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen - er også at beskytte det danske dyrehold, forklarer Tina Engberg.

»I Ukraine er der risiko for rabies, der er risiko for fugleinfluenza, og der er andre zoonoser (infektionssygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker, red.), end vi kender i Danmark. Så der er nogle smitterisici, når dyr uden papirer kommer ind i Danmark. Vores fokus er i første omgang at hjælpe dyrene og deres familier, også når de bliver mødt af krav, der skal sikre mod smitte til andre dyr og mennesker,« siger hun.

Dyrenes Beskyttelse har ikke et estimat over, hverken hvor mange ukrainske kæledyr, der er ankommet til Danmark, eller hvor mange der kan forventes at følge med herop.