Beach Bowl-direktør berørt over ansattes usikre fremtid: Nu står Lalandia Søndervig klar til at hjælpe efter voldsom brand
Flere af de ansatte på det nedbrændte Beach Bowl skal nu på jagt efter et nyt arbejde, men de behøver ikke nødvendigvis at kigge alt for langt væk. Skråt over vejen står Lalandia Søndervig nemlig klar med åbne arme til at ansatte nye folk.
Der var lagt op til en forrygende sæson efter de seneste corona-nedlukninger for ejerne af Beach Bowl i Søndervig. Men det satte sidste uges voldsomme brand en brat stopper for – da det meste af Beach Bowl brændte ned til grunden i onsdags.
Branden har samtidig betydet, at et væld af Beach Bowls medarbejdere nu skal se sig om efter et nyt arbejde.
Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern rådede Beach Bowl i højsæsonen over hele 80 medarbejdere. Men nu tyder noget på, at Beach Bowl-personalet ikke skal meget mere end at krydse Søndervig Klitvej i jagten på en ny ansættelse.
For her står det nybyggede Lalandia ifølge dagbladet klar til at ansætte nye ansigter.
»Branden på Beach Bowl er i den grad frygtelig for dem, der har mistet deres arbejde og for ejerne af virksomheden. Beach Bowl kommer til at mangle i byen, og vi håber naturligvis, at Beach Bowl vil blive genopbygget hurtigt, for jo mere vi kan tilbyde de gæster, der kommer til Søndervig, jo bedre taler de om byen og området, og det genererer flere gæster til os alle sammen,« siger centerdirektør Bjarne Bach Hansen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Lalandia: Klar til at holde jobdage
Der har allerede været indledende snakke mellem Bjarne Bach Hansen og Beach Bowl-direktøren, Bjarne Øgendahl.
Lalandia i Søndervig åbner efter planen dørene op den 2. juni – og der mangler forsat at blive ansat en del personale inden åbningsdagen.
»Vi er tæt på at have ansat alle de ledere, vi har brug for, og nu tager vi fat på at besætte alle de øvrige job, der dækker over en lang række funktioner i butikker, restauranter, køkken og rengøring med mere. Vi er snart klar til at holde jobdage, hvor man kan komme ud og høre mere om de stillinger, vi tilbyder. Vi har også en jobbank til uopfordrede ansøgninger,« siger Bjarne Bach Hansen.
Til TV Midtvest har Beach Bowl-direktøren ikke lagt skjul på, at de ansattes usikre fremtid har fyldt en hel del siden onsdagens brand.
»Det berører mig at se mine medarbejdere, der bare sidder og kigger ud i luften. Og det eneste, de har lyst til, er at komme i gang, så vi kan komme videre,« lød torsdag fra Bjarne Øgendahl.