Lego leverer vildt regnskab: Så mange milliarder var der i de populære klodser sidste år
2021 var et særdeles vellykket år for den danske legetøjsgigant viser et netop offentliggjort regnskab.
2021 var et godt år for den danske legetøjsgigant Lego. Det viser det årsregnskab, som virksomheden har delt tirsdag.
Legos omsætning voksede i 2021 til 55,3 milliarder kroner, og det er en stigning på 27 procent set i forhold til 2020. Årsresultatet efter skat er således på 13,3 milliarder mod 9,9 milliarder i 2020.
Koncernen har investeret mange penge i udbredelsen af brandet over hele verden - både i fysiske butikker og ved onlinesalg - og det har ifølge koncernen selv båret frugt og gjort det muligt at udbrede legetøjet endnu mere fremadrettet.
»Jeg er taknemmelig for alt det, Lego-koncernen formåede at levere i 2021. Vores stærke finansielle resultater giver os samtidig mulighed for yderligere at accelerere strategiske investeringer, der skal hjælpe os med at nå ud til endnu flere børn på sigt,« siger administrerende direktør i Lego-koncernen, Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.
I 2021 alene åbnede Lego 165 nye butikker på verdensplan - herunder mere end 90 i Kina. Legos samlede antal af butikker verden over lander dermed på 832 ved udgangen af 2021. Årsresultatet efterlader Lego med 12,9 milliarder kroner i ’free cash flow’ eller i daglig tale på bankbogen, som de blandt andet kan bruge til yderligere investeringer i butikker eller fabrikker.
Sælger mere til forbrugerne
Salget af Lego-produkter til forbrugerne voksede med tocifrede procentsatser på tværs af alle markedsgrupper, oplyser koncernen. Driftsresultatet lød i 2021 på 17 milliarder kroner - en stigning på 32 procent fra sidste år. Der er altså flere penge tjent på legetøj for Lego på trods af en verden med øgede omkostninger både til fragt og råvarer.
I 2022 forventer Lego fortsat vækst, oplyser de, men ikke i helt samme tempo, oplyser selskabet.
Donerer 2,8 milliarder til udsatte børn
Lego Fonden, der ejer 25 procent af Lego-koncernen, donerede i alt 2,8 milliarder kroner til børn og familier, som ofte er i særligt sårbare krisesituationer med henblik på at give dem muligheden for at lege og lære. Ifølge virksomheden selv nåede Lego ud til 3,5 millioner børn gennem donationer og aktiviteter i lokalsamfund.
På baggrund af et flot årsresultat kan Lego-koncernen tage fat på et 2022, hvor koncernen også runder en særlig milepæl.
»2022 markerer Lego-koncernens 90-årsjubilæum. Vi glæder os over ,at vi i dette år, som er en vigtig milepæl i virksomhedens shistorie, har et stærkt finansielt fundament, som gør, at vi kan blive ved med at investere i at styrke virksomheden og inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden,« afslutter Niels B. Christiansen pressemeddelelsen.