Partier bag forsvarsforlig vil have flere værnepligtige: Ønsker antallet fordoblet
Flere af partierne bag det nuværende forsvarsforlig ønsker flere værnepligtige i Danmark. En udmelding, der kommer i kølvandet på den historiske forsvarsaftale, der netop er blevet præsenteret med opbakning fra et bredt politisk flertal.
Antallet af værnepligtige har de sidste 10 år ligget på under 5.000 om året.
Men står det til en række af de partier, der står bag det nuværende forsvarsforlig, skal langt flere unge i fremtiden en tur i Forsvaret.
For at styrke Forsvaret skal flere unge ganske enkelt trække i den camouflagefarvede uniform – det er udmeldingen fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Det skriver DR tirsdag morgen.
»Vi står i en situation, hvor vi er nødt til at bevise, at vi kan forsvare os selv, og vi kan sikre danskernes sikkerhed, og der er flere værnepligtige en del af løsningen,« siger de konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, til DR.
De konservative peger på, at antallet af værnepligtige gerne skal fordobles.
»Det fungerer som en rekrutteringsbase til vores mere professionelle hær og, når vi får flere værnepligtige, så skal vi have flere dygtige soldater ud af det,« tilføjer Mette Abildgaard.
Udmeldingen kommer i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og den historiske forsvarsaftale mellem regeringen og partierne Venstre, de konservative, Radikale Venstre og SF.
Det er ikke blot antallet af værnepligtige herhjemme, som partierne ønsker ændret.
Længden af værnepligten står også til at blive forlænget, hvis det altså står til førnævnte partier.
I dag er værnepligtens længde normalvis fire måneder.