140 år gammel blodbøg i Hinnerup fældet
Tirsdag 1. marts kom jeg cyklende ad Skovvej i Hinnerup på vej til biblioteket. Pludselig så jeg, at inde i haven ved Vestergade 3, LÅ det store bøgetræ i hele haven, blodbøgen. Jeg standsede, vendte om og gik ind for at få lov til at kigge nærmere på træet. Jeg blev ked af, at det var fældet.
Udenfor på gaden holdt endnu de folk, der havde fældet træet. De sad og drak kaffe i bilen og rullede vinduet ned, da de så mig. De havde ringet til kommunen, før de gik i gang, for at spørge, om træet var fredet. Det var det ikke. Desværre.
De havde talt 140 årringe. Træet var altså plantet i cirka 1882 blot 20 år efter, at Hinnerup opstod.
Huset i haven, dyrlægeboligen, er det næstældste i Hinnerup og er fra 1854. Det er fra før jernbanen blev anlagt og blev, så vidt jeg ved, oprindelig bygget af Frijsenborg som skovfogedbolig. Inde i huset er der et indmuret skab, hvori årstallet 1758 er indsnittet. Måske er det skovfogeden, som har installeret det.
Siden da har flere af byens dyrlæger haft til huse der. Omkring 1900 var det Søren Poulsen Nielsen. Disse dyrlæger, som jo var højt uddannede i forhold til andre, tilhørte eliten i Hinnerup. Jeg selv kan huske dyrlæge Ravn.
Udover det nedlagte træ rummer haven også byens største og flotteste rhododendron og et lille træ, en troldnød, der blomstrer her i marts. Derudover står der i skellet til Skovvej det bøgetræ, der er det første i byen, der springer ud om foråret – også før træerne i skovbrynet ved siden af. Det har ejeren lovet mig, at han ikke fælder. Jeg tror det er skovfogeden, der har vidst, at dette var et særligt bøgetræ. Læg lige mærke til det.
Og så håber jeg, at også byens næstældste hus får lov at stå, selvom der er en udstykning i gang.