Fortsæt til indhold

Vognmænd får ekstra brændstofregning på 150.000 kroner: Foreslår et 'krigstillæg'

Diesel- og benzinpriserne er på himmelflugt efter Ruslands invasion af Ukraine og for en østjysk vognmand kommer det til at gå ud over forbrugerne, hvis der ikke gøres noget snart.

Samfund
sbl

Du har sikkert ikke kunnet undgå at se det. Benzinstationernes prislister er kun gået en vej - opad - siden Rusland invaderede Ukraine og samtidig satte den globale oliepris på himmelflugt.

For første gang i 16 år koster det mere at tanke diesel end benzin, og det er noget, der kan mærkes i transportbranchen.

Over for TV 2 Østjylland er en lokal vognmand nu ude med et forslag om et nyt begreb - ’krigstillæg’ - et gebyr han kan påføre regningen til sine kunder, så de kan se, hvorfor transporten lige pludselig koster mere.

Til tv-stationen forklarer Jørgen Buhl, der er vognmand i Hasselager og formand for Østjyllands Vognmandsforening, at de 50.000 liter diesel, han bruger om måneden, ender med en ekstra-udgift på 150.000 kroner - hver måned.

Derfor må det enten være op til staten at nedsætte afgifterne på diesel, ellers må han ty til ’krigstillægget’ over for de kunder, han er på kontrakt med.

»Vi kan ikke blive ved med at sige, ”det går nok”. Vi er nødt til at fakturere det videre til vores kunder, og de skal så fakturere det videre. Og til sidst er det ude hos forbrugeren, og så bliver alting dyrere,« siger Jørgen Buhl til mediet.

Borgerforslag om afgifter skal i Folketinget

Et aarhusiansk borgerforslag vil nu have staten til at fjerne alle afgifter på benzin og diesel, og i skrivende stund har forslaget rundet de 50.000 underskrifter, der gør, at forslaget nu skal tages stilling til i Folketinget.

Pr. dags dato er det ifølge en opgørelse fra organisationen Drivkraft Danmark omkring halvdelen af prisen på en liter benzin, der er selve produktets pris, mens resten udgøres af moms, energi- og CO2-afgifter.

»Alle afgifter på benzin og diesel bør fjernes så den almindelige dansker kan få en hverdag til at køre med alle de kommende prisstigninger,« lyder det i borgerforslaget, der er fremført af Morten Overgaard Kjeldsen, der er lastbilchauffør i Aarhus.

For ham har udsigten til stigende priser sat gang i reelle overvejelser, om familien skal skille sig af med bilen, fortæller han til TV 2 Østjylland.

»Jeg kan godt finde pengene, som det er nu, men vi skal op i 20-22 kroner pr. liter, så begynder det da at blive sværere,« siger han til mediet.

Tirsdag skrev Fagbladet 3F, at Skatterådet helt ekstraordinært nu vil se på taksterne for kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen på grund af de aktuelt rekordhøje benzinpriser.

Det kan du læse mere om her.