Fortsæt til indhold

Skoleelever stikker en finger i jorden

100 elever fra Skovbyskolen og Herskind Skole får lov at prøve kræfter med en hverdag som anlægsgartnere, landmænd og skovteknikere som led i projektet 'Unge i praksis'.

Samfund
bo

Skolebøger og tavle er i disse uger skiftet ud med skruemaskine og tommestok for 96 skoleelever fra fire 7. klasser fra Skovbyskolen og Herskind Skole.

De deltager nemlig i projektet Unge i praksis, et nationalt projekt finansieret af Tietgenfonden, hvor eleverne i hold tilbringer to dage på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder, hvor de – udover en grundig introduktion til stedet, rammerne og mulighederne – selv skal i værkstedet og lave en konkret opgave, der relaterer til uddannelserne på stedet.

Man får ikke en særligt god fornemmelse af en anlægsgartners arbejde ved at læse om det i en bog. Det gør man ved selv at se, lugte og mærke nogle af arbejdsopgaverne.
Michael Møller, projektleder, Unge i praksis.

»Vi taler ikke ispinde, piberenserne og limpistoler, men rigtigt håndværktøj, tømmer og jordarbejde. Vi har allieret os med faglærere fra ungdomsuddannelsen, som til hverdag underviser fremtidens anlægsgartnere, skovteknikere, væksthusgartnere og landmænd,« forklarer Michael Møller fra UU Skanderborg, som er projektleder for Unge i praksis.

Her er der også lagt vægt på, at eleverne skal kunne se koblingen til deres grundfag, så eksempelvis matematik bringes i anvendelse på en praktisk måde undervejs.

Formålet med Unge i praksis er at understøtte de unges nysgerrighed på uddannelse og arbejdsliv, gennem praktiske oplevelser på en ungdomsuddannelse og i en virksomhed.

»Man får ikke en særligt god fornemmelse af en anlægsgartners arbejde ved at læse om det i en bog. Det gør man ved selv at se, lugte og mærke nogle af arbejdsopgaverne. Derfor foregår Unge i praksis uden for skolens vante rammer. Vi håber, at det kan give de unge mennesker nogle uddannelsesmuligheder, de måske ikke havde tænkt på i første omgang,« siger Michael Møller.

Efter de to dage på Jordbrugets Uddannelsescenter venter der senere et dagsbesøg på AVK i Skovby. Her er der lagt op til en kombination af praktik og virksomhedsbesøg, så eleverne også her oplever de mange forskellige muligheder for uddannelser og jobs.