Fortsæt til indhold

Årets dyreste Aarhus-handel: Så meget blev Peter Viskindes villa solgt for

Villaen er 100 år gammel og skal gennem årene have været hjem for mange kunstnere. Senest af musiker Peter Viskinde, der i sin karriere var en del af de to bands Malurt og Big Fat Snake.

Samfund

Det store kunstnerhjem på Niels W. Gades Vej var udbudt til salg for hele 38 millioner kroner - og dermed blandt de absolut dyreste huse til salg i Aarhus.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Nu er huset blevet solgt.

Millionafslag

Det netop tinglyste skøde viser, at de nye ejere sikrede sig nøglerne til adressen med et betydeligt millionafslag.

Salgsprisen for den 433 kvadratmeter store villa, som ligger på en høj grund med udsigt til Aarhusbugten tæt på Mindeparken og Marselisborg slot, endte nemlig på 30,1 millioner kroner.

Det store millionbeløb gør - trods afslaget - handlen til årets dyreste i Aarhus Kommune.

Handlen slår også sidste års dyreste villasalg i byen, hvor en 251 kvadratmeter stor villa i Risskov blev solgt for intet mindre end 29 millioner kroner.

Landets dyreste bolig

I år er der endnu ikke tinglyst nogle villasalg i Aarhus, der når op i nærheden af Peter Viskindes boligs pris.

Men tidligere på måneden gik salget af en Strandvejsvilla i Klampenborg nord for København igennem for lige knap 61 millioner, hvilket er landets samlet set dyreste bolighandel i år.

Langt over prisgennemsnittet

Trods det millionstore afslag ligger salgsprisen for villaen på Niels W. Gades Vej stadig langt over gennemsnittet for området.

Ifølge tal fra Boliga.dk indbragte villa- og rækkehushandlerne i Aarhus Kommune i gennemsnit lige under 29.000 kroner pr. kvadratmeter sidste år. Hvorimod salget af Peter Viskindes villa indbragte en salgskvadratmeterpris på intet mindre end 69.500 kroner – dobbelt så meget som salgsgennemsnittet.

Villaen rummer...

Det fireetagers hjem er i klassisk patricier-stil med glaseret tegltag, svunget gelænder i hallen, parket og stuk. Og krydret med udsigt til havet - både fra husets østlige og sydvendte rum samt i haven.

Ejendommen er bygget i 1907 med patriciervillaens kendetegn, og indenfor er »flere andre dekorationer med til at understrege bygningens alder og pragt såsom hallens svungne gelænder med udskårne balustre, sisalløber på trappen og vægpaneler.«

Ifølge liebhaver-ejendomsmæglerfirmaet Lilienhoff har husets første sal og tagetage samlet ni værelser, to badeværelser og to køkkener.

Grunden har 2.085 kvadratmeter, der primært består af et »flisebelagt terrassemiljø og frodige, grønne arealer.«

Matriklen er placeret mellem Aarhus centrum, Marselisborg Mindepark, Tangkrogene og Marselisborgskovene.

Peter Viskinde gik bort i marts sidste år efter en blodprop i hjertet. Han blev 67 år.