Fortsæt til indhold

Glimrende økonomiske resultater baner vejen for byens kro

Ørsted Kro gør klar til årets generalforsamling.

Samfund

Selv efter corona-pauser møder både Ørsted Kro A/S og Ørsted Kro’s Venner op med fine økonomiske resultater til generalforsamlingerne, som afvikles onsdag den 30. marts.

Ørsted Kro A/S, der ejer bygningerne, har haft et overskud på 30.359 kroner mod 41.000 kroner året før.

Til gengæld er egenkapitalen steget med 30.000 til 1.544.409 kroner. Aktiverne er på 2,3 millioner kroner. Det drejer sig hovedsageligt om bygningerne, skriver Ørsted Kro i en pressemeddelelse.

Ørsted Kro’s Venner står ikke tilbage for aktieselskabet.

Overskuddet har været på 32.463 kroner. Også her er egenkapitalen steget, nemlig med 32.000 til 301.296 kroner. Aktiverne er på 315.674 kroner.

Nye til bestyrelsen

Der er således tale om glimrende resultater, siden da borgerne købte kroen i 2013 og derefter renoverede den fra kælder til kvist.

På generalforsamlingerne skal der vælges nye medlemmer til de to bestyrelser. Bjarne Pedersen genopstiller ikke til aktieselskabets bestyrelse. Det gør til gengæld Peter Mouritsen og Dag Kristiansen. Jens Balsby genopstiller ikke til bestyrelsen for vennerne. Det gør derimod Lone Hegnet.

For at deltage i generalforsamlingen skal tilmelding ske senest den 26. marts på mail: kultur@oerstedkro.dk

Masser af liv

Efter corona er der også kommet gang i selve kroforretningen igen.

»Der strømmer masser af mennesker til den ugentlige stegte flæsk hver torsdag aften og wienerschnitzel den første fredag i hver måned. Det skaber liv i bybilledet ligesom aktiviteterne i naboejendommen, det netop indviede Frivillighus, som kro-aktieselskabet også ejer,« skriver Ørsted Kro.