Færdig som borgmester efter hård kritik: Cecilia Lonning-Skovgaard trækker sig efter mange møgsager
Integrations- og beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har trukket sig fra posten efter flere ture gennem pressen, hvor hendes medarbejdere blandt andet har anklaget hende for en krænkende lederstil.
»Jeg har her til aften valgt at stoppe som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.«
Sådan indleder Venstre-politikeren Cecilia Lonning-Skovgaard et Facebook-opslag tirsdag aften, hvor hun annoncerede, at hun var færdig på pinden som øverste politisk chef for beskæftigelse og integration i hovedstaden.
Venstre-politikeren har gennem de seneste måneder været genstand for hård kritik - blandt andet internt fra egne medarbejdere, der har kritiseret borgmesterens ledelsesstil.
Senest har seks fagforeninger rejst en hård kritik af borgmesteren, da en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i forvaltningen kortlagde, at flere medarbejdere har oplevet »krænkende adfærd fra enten borgmesteren eller øvrig politisk ledelse«, og at den krænkende adfærd fortsat fandt sted, har TV 2 Lorry tidligere beskrevet.
Kritikken af borgmesteren startede for alvor at rulle, da det tilbage i oktober kom frem, at jobcentrene i København ikke har henvist ledige til jobs, og siden er møgsagerne rullet ind over borgmesterens skrivebord.
Været hårdt for mig og familien
Længere tids negativ omtale i pressen er da også en af grundene til, at Cecila Lonning-Skovgaard tirsdag valgte at trække sig fra sin politiske post.
»... de mange negative pressehistorier i de seneste måneder skygger for partiet og for muligheden for at føre borgerlig-liberal politik i København. Det ønsker jeg ikke,« skriver Cecilia Lonning-Skovgaard.
Turene gennem mediemøllen har efter sigende tæret hårdt på Venstre-profilen.
»Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at de seneste måneders intense pressedækning har været hårde for mig og for familien.«
Arvtageren er fundet
Allerede få timer efter Cecilia Lonning-Skovgaards offentligt annoncerede exit, meldte afløseren sig på banen. Over for TV 2 kunne Jens Kristian-Lütken bekræfte, at han overtager borgmesterposten på beskæftigelses- og integrationsområdet i Københavns Kommune. Venstre-politikeren har tidligere været partiets gruppeformand i Borgerrepræsentationen og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget.
»Det var Cecilias (Lonning-Skovgaard, red.) egen beslutning. Der er ingen tvivl om, at Cecilia har været gennem noget, som slider på én som politiker og menneske. På et tidspunkt gør man regnebrættet op i forhold til, om det her er værd at være en del af,« sagde Jens-Kristian Lütken tirsdag aften til TV 2 om partifællens beslutning.
Ved seneste kommunalvalg i november blev Cecila Lonning-Skovgaard Venstres mest populære kandidat med 2954 personlige stemme - Jens-Kristian Lütken var næstmest populær med 1413.