Fortsæt til indhold

Sådan kører du uden om de høje brændstofpriser

Med benzin-og dieselprisernes himmelflugt kan der være store penge at spare ved at tænke sig om.

Samfund
Jens Overgaard

Omtanke betaler sig mere end nogensinde.

Det gælder især i en tid, hvor prisen for en liter benzin eller diesel er på vej mod nye rekorder og har kurs mod en lille snes kr. literen og kan gøre hverdagskørslen meget dyrere.

Men du kan med få midler afbøde de værste økonomiske tømmermænd. Den mest sikre vej til besparelser er at være opmærksom på bilen og din kørestil, men du kan også spare penge ved at være en smule kreativ.

Vi starter med teknik og kørsel. Et dæktryk, som er 10 pct. for lavt ved 60 km/t., kan således koste 10 pct. højere forbrug. Helt enkelt kan du også spare hele 15-20 pct. ved at sænke farten fra 130 km/ t. til 110 km/t.

En tagboks kan endda koste op mod 20 pct., og en cykelholder næsten det samme, mens f. eks unødig tændt aircondition også tager dyre dråber.

Men du kan selv gøre mere, og rådene fra Peter Normann, som er køreteknisk leder på FDM Jyllandsringen, er klare.

»Vær forudseende i trafikken, vær bedre til at kigge frem, og hold afstand. Man kan hente allermest ved at planlægge sin kørsel, så man bruger sin bremsepedal så lidt så muligt og i stedet for motorbremser,« siger Peter Normann, der tit oplever, at mange kører alt for tæt på hinanden på motorvejen, hvilket giver anledning til nedbremsninger.

Nænsom speederfod

Han anbefaler også, at man til tider dropper den adaptive fartpilot på motorvejen, hvis man vil optimere besparelsen.

Simpelthen fordi elektronikken bremser og accelerer hårdere, end man vil kunne gøre med nænsom speederfod.

Det klassiske trick om at accelerere friskt op på en sådan måde, så man kommer i det højeste gear så hurtigt som muligt, gælder stadig. Det kan f.eks. være fra lyskryds.

»Det gælder om at komme hurtigt op i fart med en frisk acceleration,« siger Peter Normann.

I hvert fald for bilister med manuelt gear. Hvis du har automatgear, styrer elektronikken det hele. Men automatgearet kan dog have et økoprogram.

I det hele taget er det vigtigt at kende bilen. »Sæt dig ind i bilens funktioner, lær instrumenteringen og eco-indstillingerne at kende,« siger Peter Normann.

Han peger på, at mange nyere biler har funktioner og programmer, hvor man kan hjælpes til at køre så økonomisk som muligt.

Ingen priskrige

I takt med at brændstofkæderne holder mere øje med hinanden og nærmest regulerer priserne i takt, gælder tidligere tiders tricks om f.eks. at tanke tidligt på dagen ikke længere.

Priserne er ret ens og reguleres jævnligt samtidigt.

Sådan lyder meldingen fra Ilyas Dogru, som er chefkonsulent og forbrugerøkonom hos FDM.

»Tidligere var priserne dynamiske, nu ser vi faste priser i længere tid. Tidligere havde vi havde forskellige priser i forskellige landsdele.

Nu har vi ens priser på alle tankstationerne. Det betyder også, at lokale priskrige heller ikke forekommer længere. Dem savner vi virkelig meget.

Men der er stadig noget, som du kan gøre,« konstaterer Ilyas Dogru.

»Undgå at tanke langs motorveje, hvor priserne typisk er højere. Gå efter ubemandede tankstationer, hvor de typisk er lavere, og vælg et område, hvor der er flere stationer tæt på hinanden,« siger han. Så er der størst sandsynlighed for konkurrence, selv om den nærmest er sat ud af kraft p. t.

Det er også en god idé at tjekke, om man kan få rabatordninger gennem foreninger eller en organisation.

Det kan måske give 20-25 øre per liter eller 2-3 pct.