Forsker fremhæver: Skanderborg er helt i front mod rygning
Markant fald i andelen af daglige rygere i kommunen fremhæves.
Skanderborg Kommune er nogle år forud i forhold til resten af Region Midt, når det gælder forebyggelse af rygning.
Det mener seniorforsker Finn Breinholt Larsen, Defactum, som er medforfatter på den store rapport om sundhedsprofilen i region og kommuner.
Og selv om Skanderborg på mange stræk ligger på gennemsnittet eller under tallene for regionen, og at det i sig selv er flot, så fremhæver forskeren alligevel tallene for de såkaldte dagligrygere i kommunen.
Her er andelen i Skanderborg Kommune i 2021 11 procent mod 13 i regionen.
»11 mod 13 er faktisk værd at bemærke, for andelen af rygere er ikke let at rykke rundt på,« uddyber Finn Breinholt Larsen.
Seniorforskeren tilføjer, at den aktuelle analyse viser, at mange fortsat er motiverede for at stoppe.
Derfor betyder det meget, at rygerne får et tilbud om rygestop fra kommunen, som er meget synligt, når de nu er motiverede, lyder det.