HSM siger stop for russisk stål og giver kvart million til Ukraine
Direktør Esben Møller har grublet over, hvordan virksomheden kunne agere i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine.
Hos den største smedevirksomhed i Grenaa, HSM Industri, har ejer og administrerende direktør Esben Møller efter den russiske invasion grublet over, hvad hans virksomhed har af virkemidler i forhold til krigen i Ukraine. Det fortæller han til hjemmesiden Jern-Maskindustrien.
Derfor havde Grenaa-virksomheden, allerede inden EU-Kommissionen tidligere på ugen besluttede sig for at forbyde import af bearbejdede russiske stålprodukter, besluttet sig for, at det var slut med at bruge russisk stål hos HMS Industri.
Jeg ved godt, det er en dråbe i havet, men det er, fordi vi ikke synes, vi vil skal smide penge i diktatorens krigskasseEsben Møller
»Vi har købt rigtig meget russisk stål gennem tiden, for det er især plader, de producerer derovre,« fortæller Esben Møller til hjemmesiden.
Kan spores via certifikater
Den østjyske smedevirksomhed leverer alt fra gangbroer og helikopterplatform til røranlæg og offshore-konstruktioner, og derfor ryger der en del tons stål igennem produktionen på Bredstrupvej i Grenaa hvert år.
»Jeg ved godt, det er en dråbe i havet, men det er, fordi vi ikke synes, vi vil skal smide penge i diktatorens krigskasse,« siger Esben Møller med en slet henvisning til Ruslands præsident Vladimir Putin.
Rent praktisk har han bedt sine indkøbere om at stoppe med at købe russisk stål.
»Vi har undersøgt markedet, og selvfølgelig vil det komme til at koste lidt penge, men det er mere en principholdning, at det ikke skal være os, der finansierer hans urimelige fremmarch nede i Ukraine. Så vores folk er blevet bedt om at få det oplyst, inden de køber, og på certifikater kan vi helt præcist sige, hvor det er fremstillet,« siger Esben Møller til Jern-Maskinindustrien.
Donerer kvart million
Samtidig med, at HSM Industri har valgt at udfase det russiske stål, har Esben Møller også besluttet at give en mere håndfast støtte til ofrene for krigen i Ukraine.
»Vi donerer 250.000 kroner fra vores holdingselskab til landsindsamlingen ”Sammen For Ukraine”. Jeg har det sådan, at herhjemme sidder vi med vores varme kaffe og store flødeskumslagkager og ser, hvordan folk bliver behandlet dernede. Det kommer så vidt, at man er nødt til at skifte kanal en gang imellem, fordi man næsten ikke kan klare mere. Det synes jeg er så forfærdeligt,« siger Esben Møller til hjemmesiden.