Slå koldt vand i blodet og vent med at investere i varmepumpe
Kommunen er lige nu i dialog med varmeselskaber om en fjernvarmeplan for områder med naturgas.
Prisstigninger på flere tusinde kroner om måneden for at opvarme sin bolig får i øjeblikket mange husejere med naturgasfyr til at google ord som varmepumpe og fjernvarme i forsøget på at finde alternativer til den dyre naturgas.
Vi håber at have en plan klar inden sommer, som viser, hvor der kan komme fjernvarme, og hvor der ikke kan. Tidshorisonten for tilslutning kan vi ikke sige noget om. Det afhænger af værkerne.Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø
Skanderborg Kommune har gennem de seneste uger været i dialog med Skanderborg-Hørning Fjernvarme, Galten Varmeværk og fjernvarmeselskabet Kredsløb i Aarhus for at undersøge mulighederne for at få fjernvarme ud til de byer, der er hårdt ramt af naturgasprisernes himmelflugt.
Det drejer sig om Skovby, Låsby, Storring, Stjær samt landsbyerne i det nordligste af kommunen, herunder landsbyklyngen Herskind, Skivholme og Herskind Hede.
Derfor opfordrer kommunen borgere med naturgas til at vente med at investere i en varmepumpe indtil det er afklaret, om det område, de bor i, måske i fremtiden vil kunne forsynes med fjernvarme.
»Der er udsigt til, at flere husstande i Skanderborg Kommune kan få fjernvarme inden for den nærmeste fremtid. Derfor opfordrer vi folk med naturgas til lige at se tiden an, om der bliver mulighed for fjernvarme i ens lokalområde. Hvis fjernvarme er muligt, er det et bedre alternativ til naturgas end en varmepumpe,« siger Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
Møde med aktører
»Vi har haft de første møder med varmeselskaberne, og de er endt ud i, at Kredsløb har tilbudt at lave en overslagsberegning af, hvad forskellige løsninger vil koste. Den regner vi med er klar efter påske. Det er vigtigt, at det hænger samfundsøkonomiske sammen, ellers kan vi ikke starte et fjernvarmeprojekt op. Sådan er lovgivningen,« forklarer hun og tilføjer at kommunen har bedt Kredsløb om også at kigge på Herskind-området, hvorfra kommunen i øjeblikket får mange henvendelser fra borgere, der vil høre om mulighederne for at få fjernvarme.
»Vi håber at have en plan klar inden sommer, som viser, hvor der kan komme fjernvarme, og hvor der ikke kan. Tidshorisonten for tilslutning kan vi ikke sige noget om. Det afhænger af værkerne,« oplyser Karen Margrethe Høj Madsen.
Vi er stadig i gang med at undersøge de konkrete muligheder. I den forbindelse har vi en god dialog med Skanderborg kommune, og vi ser flere forskellige muligheder for løsninger, ligesom vi selvfølgelig også lytter til de ideer og ønsker, Skanderborg kommune måtte have.Anders Rasmussen, Kredsløb
Kredsløb klar til Skovby
Kredsløb har allerede meldt ud, at man er klar til at levere fjernvarme til Skovby allerede til fyringssæsonen 2023, men om man også er klar til at levere til de øvrige områder er uklart.
”Vi er stadig i gang med at undersøge de konkrete muligheder. I den forbindelse har vi en god dialog med Skanderborg kommune, og vi ser flere forskellige muligheder for løsninger, ligesom vi selvfølgelig også lytter til de ideer og ønsker, Skanderborg kommune måtte have. Vi kan endnu ikke sige, hvilken konkret løsning, der bliver tale om, og derfor heller ikke, hvem vi kan forsyne med fjernvarme,” oplyser Anders Rasmussen, presseansvarlig hos Kredsløb.
”Som sagt er det helt afgørende for projektets realitet, at alle detaljer falder på plads. Tilkendegivelserne fra borgerne er en, en god og sund økonomi og samfundsøkonomi er en anden. Endelig skal det også være konkurrencedygtigt for den enkelte borger,” tilføjer han.
Det handler om at finde de rigtige løsninger, og der hvor vi synes, vi kan bidrage med noget, er i Skovby, Låsby, Stjær og Storring og på sigt også Herskind.Erling Weber, Skanderborg-Hørning Fjernvarme.
Lokal helhedsplan
Skanderborg-Hørning Fjernvarme er også interesseret i at være en del af kommunens helhedsplan for fjernvarme og her er man frisk på at byde ind på både Skovby, Låsby, Storring og Stjær.
»Det som vi kigger på er en helhedsplan, sådan som kommunen ønsker. Det handler om at finde de rigtige løsninger, og der hvor vi synes, vi kan bidrage med noget, er i Skovby, Låsby, Stjær og Storring og på sigt også Herskind,« siger Erling Weber, formand for Skanderborg-Hørning Fjernvarme.
»Vi har foreslået - hvis vi skal ind over - at der samtidig laves en forbindelse ind til Aarhus i lighed med den vi har i Skanderborg-Hørning Fjernvarme, så vi kan udveksle varme med Aarhus og øge forsyningssikkerheden,« tilføjer han.