Enigt byråd udsætter debat om fremtidens 10. klasse
Der bliver ikke pillet ved de nuværende 10. klassetilbud i Syddjurs Kommune, så Linje 10 på Rønde Skole og EUD10 på Kalø Økologiske Landbrugsskole kører videre i næste skoleår
UDDANNELSE Et enigt byråd - formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, Gunnar Sørensen (V), havde meldt afbud - besluttede at pille den planlagte debat om fremtidens 10. klasse af dagsordenen på onsdagens byrådsmøde.
Formand for Udvalget for Familie og Institutioner (FI), Kirstine Bille (SF), anbefalede inden mødestart, at ’sende sagen tilbage til udvalget’, fordi der siden den politiske behandling i FI-udvalget er vedtaget et bredt forlig i Folketinget, som Lokalavisen beskrev i sidste uges avis, der skal gøre det mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse og gennemføre den.
En del af forligspakken handler om fremtidens 10. klasse. Det er allerede i dag muligt for en kommune – efter driftsoverenskomst – at henlægge 10. klasseaktivitet til en erhvervsskole, som Syddjurs Kommune gør det med EUD10 til Viden Djurs, men forligspartierne anbefaler reelt, at 10. klasse rykkes helt væk fra folkeskolen og over på en erhvervsskole.
Regeringen er sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti endog parate til at give kommuner og erhvervsskoler en kontant præmie, hvis de flytter hele deres 10. klasse til en erhvervsskole.
Ingen ændringer
”Med beslutningen i byrådet om at udsætte sagen og få den yderligere belyst i FI-udvalget efter, at der er kommet nye ting til, får vi god tid til at diskutere, hvordan vi skruer det bedste 10. klassetilbud sammen til kommende unge,” siger Kirstine Bille.
Der er således intet hastværk i den forstand, at de nuværende tilbud fortsætter også det kommende skoleår 2019/2020:
10. klassestilbud på Rønde Skole - Linje 10
EUD10 på Kalø Økologiske Landbrugsskole, som Syddjurs Kommune har udliciteret driften af til Viden Djurs
Hertil kommer 10. klasse Center Djursland i Grenaa, som meget tyder på fremover skal drives af Viden Djurs.
Beslutningen skal dog først endeligt konfirmeres i Norddjurs Kommunalbestyrelse 13. december 2018.