Ambulanceredder stod til at miste kortet efter sigtelse om lovbrud under udrykning: Nu er der faldet dom
I et kryds påkørte en personbil ambulancen, men Bruno Dante Martiri regnede med, at personbilen havde set og hørt udrykningen.
Tirsdag faldt der dom i en sag ved Retten i Randers, der på forhånd var spået til at få stor betydning for ambulanceredderes udrykningskørsel fremover.
En ambulanceredder var nemlig blevet tiltalt for brud på færdselsloven, efter en ambulance blev påkørt af en personbil den 9. november 2021. Det skriver beredskabets netavis Beredskabsinfo.
Politiet har efterfølgende rejst sag mod den pågældende ambulanceredder Bruno Dante Martiri. Anklagemyndigheden gik efter en bøde på 2.500 kr. og tre års betinget frakendelse af kørekortet. Redderen selv mener derimod, at han blot har udført sit job.
Sagen i retten endte med, at Bruno Dante Martiri blev frifundet. Det skriver Randers Amts Avis. Bruno Dante Martiri mister dermed ikke sit kørekort.
Den pågældende novemberdag kørte ambulanceredder Bruno Dante Martiri med udrykning fra Hornslet til Randers med en fødende kvinde, der ventede tvillinger. Efter ambulancen fulgte en akutlægebil, der også havde havde tændt for blink og sirene.
I et kryds påkørte en personbil ambulancen, men Bruno Dante Martiri regnede med, at personbilen havde set og hørt udrykningen. Ambulancen kørte bagefter videre med den fødende kvinde, og lægen i lægebilen blev og talte med bilisten imens.
Udover at Bruno Dante Martiri kan behold sit kørekort, kan han og hans kollegaer samtidig ånde lettet op, da dommens betydning for ambulanceredderes udrykningskørsel fremover formentlig bliver en anden, end den de havde frygtet allermest.
Denne artikel er produceret i samarbejde med JP Randers.