Krig kan sende 30.000 ekstra turister til Aarhus: »Vi er glade for gæster, men det er en trist baggrund«
Krigen i Ukraine får krydstogtskibe til at undgå Rusland - i stedet vil de anløbe Aarhus.
Ti ekstra krydstogtskibe har langt an til at lægge til i Aarhus på grund af krigen i Ukraine.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Det skyldes ifølge mediet, at Skt. Petersborg i Rusland traditionelt set er en populær krydstogtdestination, men på grund af Ruslands invasion i Ukraine, er den ikke længere en mulighed som rejsemål, og så skal rederierne finde nye havne.
Her er Aarhus et populært tilløbsstykke, og siden krigens udbrud er der kommet ti ekstra krydstogtskibe til i Aarhus’ kalender - det sender det samlede antal krydstogtskibe, der for nuværende er planlagt at anløbe Aarhus i 2022 op på 42 skibe.
De ekstra skibe betyder potentielt 30.000 ekstra turister i området, skriver tv-stationen, og det er noget, der glæder direktør for VisitAarhus, Pia Lange Christensen.
»Vi er selvfølgelig glade for at få gæster, det er godt, men det er på en tragisk baggrund, man er nødt til at lægge ruterne om. Det giver noget uro,« siger direktøren til TV 2 Østjylland.
Ifølge direktøren er antallet af gæster til Aarhus på krydstogterne dog behæftet med stor usikkerhed. Meget kan nå at ændre sig i den usikre situation, og intet har været normalt, siden krigen i Ukraine brød ud, lyder det fra direktøren.
Pia Lange Christensen forklarer over for TV 2 Østjylland, at man i øjeblikket oplever en stigende interesse for krydstogtdestinationers næststørste byer - og det giver flere besøg i Aarhus. De 42 planlagte krydstogtskibe ankommer til Aarhus mellem april og helt frem til december.