Fortsæt til indhold

Lillering-konditor vinder konditorkonkurrence

Samfund
sra

Brian Brøckner, der er konditor på Restaurant Lillering Skov, har vundet konditorkonkurrencen Lækkerier Prisen, der blev uddelt af Magasinet Lækkerier i forbindelse med Chokoladefestivalen i København.

Hans kage fik titlen Motion og søde sager, og den løb både med årets Krea Pris og med hovedprisen ved konkurrencen.

»Jeg har gennem hele mit voksenliv forsøgt at holde mig sund og i god form med jævnlig motion i form af løb, fitness eller cykling som så mange andre mennesker, men i kontrast til det er det sjove, at jeg som så mange andre tit belønner mig selv med søde sager i form af lækker kage,« fortæller han.

Kagen var en nyfortolkning af den klassiske rugbrødslagkage. Den bestod af en rugbrødsbund, en sprød bund, solbær/brombær-marmelade og solbær/brombær-creme og både mørk og lys chokolademousse.

»De fleste forbinder rugbrød med sundt brød, så det er lidt af en kontrast at komme det i en kage. Derfor har jeg valgt at lave en rugbrødslagkage om til en moderne dessertkage. Smagen er en kontrast mellem rugbrød, solbær/brombær og chokoladesmag, som på trods fungerer godt sammen,« forklarer Brian Brøckner.