Fortsæt til indhold

Hadsten samler ind til ukrainske flygtninge i Favrskov

Hadsten Handel skyder indsamling i gang med en donation på 10.000 kroner.

Samfund

Hadsten Handel og Røde Kors Favrskov går sammen om en indsamling til fordel for ukrainske flygtninge, der er kommet til Favrskov Kommune.

»I går fik vi for eksempel en henvendelse om en familie, der manglede bleer og hygiejneartikler, som jeg var ude at købe et gavekort til. Der kommer sikkert flere flygtninge hertil, og der vil fortsat være behov for hjælp, særligt mens de venter på at få opholdstilladelse i Danmark,« fortæller Margit S. Larsen, formand for Røde Kors Favrskov.

Handelsstandsforeningen skyder indsamlingen i gang med en donation på 10.000 kroner til Røde Kors Favrskov, der vil stå for at fordele det indsamlede beløb ud til flygtninge i lokalområdet efter behov. Derudover vil der blive hængt sedler op i byens butikker med en opfordring til kunderne om at støtte indsamlingen med et valgfrit beløb på MobilePay nummer 171428.

Marked og mode

»Det er helt fantastisk at mærke den opbakning, der er. Det er én ting, at borgerne støtter, men det er også rigtig flot, at butikkerne bakker op. Det giver en stor fællesskabsfølelse, at vi er enige om at byde de ukrainske flygtninge velkommen hertil og hjælpe dem,« siger Margit S. Larsen.

Indsamlingen bliver skudt i gang lørdag 2. april med et marked på Hans Gadebergs Plads i Hadsten ved siden af Røde Kors butikken. Røde Kors håber eksempelvis at lokale borgere vil være med til at bage kager, som kan sælges, eller sælge legetøj til fordel for de lokale flygtninge i Favrskov.

Indsamlingen løber hele april måned, og resultatet vil blive offentliggjort i forbindelse med en modeopvisning i Søndergade lørdag 30. april.