Fortsæt til indhold

Tilbagekalder legetøj: Kan være livsfarligt for børn

Påskefigurer solgt i Rema 1000 tilbagekaldes, da det er blevet kendt, at de er forbundne med fare for børn, der bruger og leger med dem.

Samfund
sbl

Der er ikke lang tid til påsken, og det er begyndt at afspejle sig på hylderne i supermarkeder rundt omkring. Påskeæg og -pynt fylder i supermarkedernes landskaber - men i Rema 1000 bliver et særligt påskeprodukt i øjeblikket pillet ned af hylderne. På grund af sundhedsfare for børn.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om et tilbagekald af mal selv-påskefigurer med LED-lys, der er solgt i Rema 1000-butikker over hele landet.

Tilbagekaldet skyldes, at der på grund af en produktionsfejl mangler en sikring på figurernes batterilåg.

Det betyder en risiko for, at små børn let kan få adgang til de knapcellebatterier, der sætter strøm til LED-lysene, når de enten maler figurerne eller leger med dem. Sluger et barn et knapcellebatteri, kan det ifølge Sikkerhedsstyrelsen få »fatale konsekvenser«.

»Har du købt de tilbagekaldte figurer, skal du omgående fjerne dem fra dit barn og aflevere dem i butikken, hvor de er købt,« oplyser Sikkerhedsstyrelsen yderligere.

Der er tale om mal selv-påskefigurer med LED - påskeharer og påskeæg, der har følgende såkaldte batchnumre:

2022-1901-1

2022-1901-2

2022-8777

Figurerne er solgt i Rema 1000-butikker over hele landet i marts måned, og det er importøren Søborggaard, der sammen med Rema 1000 frivilligt har tilbagekaldt figurerne.