Se billederne: Brandvæsen kæmper fortsat mod den »største brand i nyere tid«
Den voldsomme brand i et lejlighedskompleks i Vanløse har haft brandvæsenet på overarbejde siden fredag eftermiddag, og branden der først fik fat i taglejlighederne har ædt sig ned gennem ejendommene.
Mere end 15 opgange er blevet hærget af flammerne, lyder seneste melding om den voldsomme brand, der fredag fik fat i taglejlighederne i et sammenhængende etagebyggeri på Grøndals Parkvej i Vanløse.
Det skriver TV 2 Lorry.
Og kampen mod flammerne i lejlighedskomplekset fortsætter lørdag.
I alt 90 familier er blevet evakuerede, og flere hundrede mennesker har mistet tag over hovedet.
Over for TV 2 forklarer indsatsleder ved Hovedstadens Brandvæsen Claus Christoffersen, at de forventer at være på stedet helt op ad søndag også.
»Det er en af de største (brande, red.), vi har set i nyere tid i Hovedstadens Beredskab,« siger indsatslederen til mediet.
Kritiserer bygningens stand
Det er endnu ikke klarlagt, hvordan branden i etageejendommen er opstået, men at branden har kunnet sprede sig til 15 opgange, forundrer direktør i Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og formand for IDA Brandteknik, Ib Bertelsen, der mener, at det kan være på grund af byggeteknikken, forklarer han til TV 2 Lorry.
»Det her må simpelthen ikke ske. Jeg vil gå så vidt som at sige, at det er utilgiveligt,« siger han til mediet og fortsætter:
»Skulle jeg lede efter en forklaring på, hvorfor branden fik dette omfang, ville jeg se på, hvordan de her tagrum er opbygget. Et eller andet er i hvert fald gået galt, for ellers var det her aldrig sket,« siger han.
Der er fortsat ingen forlydender om tilskadekomne ved den voldsomme brand.