Fortsæt til indhold

Mens du sov steg priserne: Tusindvis af varer er blevet dyrere i dag

7.500 varer i Føtex og 8.500 varer i Bilka har fået priserne skruet et nøk op tidligt mandag morgen.

Samfund
sbl

Flere tusinde dagligvarer er blevet mindst 2 procent dyrere at putte i kurven tidligt mandag morgen.

Det skriver Ekstra Bladet, der henviser til tal fra prisovervågningsfirmaet Beepr.

Klokken 5.45 mandag morgen trådte prisstigninger i kraft på de to Salling Group-ejede butikskæder Føtex og Bilka så i kraft, og ifølge direktøren i Beepr, Jon Henriksen, er priserne i de danske supermarkeder allerede steget med op mod fem procent i 2022.

»Her klokken 5.45 har Føtex så sat prisen op på 7.500 varer - halvdelen af deres onlinesortiment - med mellem 2 og 5 procent. Bilka har sat 8.500 varer op i pris. Også med 2 til 5 procent. Det er også cirka halvdelen af deres sortiment. Netto har ikke rørt ved priserne,« fortæller han til Ekstra Bladet.

Foruden Netto, der er ejet af Salling Group, har konkurrenten Coop, der driver kæder som SuperBrugsen og Fakta, heller ikke sat priserne op. Men ifølge Beepr har Coop sat prisen op på 5.000 varer over de seneste tre måneder, mens Salling Group før mandagens prisstigning også har sat prisen op på 4.000 varer.

»Prisen på mælk, smør og gær er blandt andet steget,« forklarer direktøren i Beepr til Ekstra Bladet.

Det er blandt andet udfordringer i forsyningskæderne, der ikke mindst er kommet på baggrund af Ruslands invasion af Ukraine, der er med til at skubbe priserne opad.

Også priserne på strøm, gas og brændstof er siden årsskiftet steget voldsomt, og stigningen på sidstnævnte har blandt andet fået partier på Christiansborg til at foreslå fartbegrænsninger.

I Tyskland vedtog man sidste en energipakke, der skal fjerne pristrykket fra borgerne ved blandt andet at fjerne afgifter på brændstof, og det kan komme til at betyde billigere benzin og diesel syd for grænsen.