Fortsæt til indhold

Virtuel reality-supermarked kan give svar på, hvorfor du køber det, du gør

Ved hjælp af avanceret teknologi kan Aarhus Universitet nu sende forbrugere på indkøb i et virtual reality-supermarked.

Samfund
sb

Lyde. Produkter. Priser. Belysning. Farver. Butiksansatte og andre handlendes hud- og øjenfarve.

Det er nogle af de ting, forskere på Aarhus Universitet kan skrue på i et nyt virtual reality-supermarked, og teknologien skal give nye muligheder for at forstå, hvorfor vi køber ind, som vi gør.

Det er, ifølge forsker Anne Peschel på Aarhus Universitet, vanskeligt at lave forbrugerundersøgelser i et fysisk supermarked, fordi man er stærkt begrænset i forhold til, hvad det er muligt at ændre.

»Med et virtual reality-supermarked kan vi til gengæld ændre på alt muligt. Vi får mulighed for at opbygge lige præcis det scenarium, som vi gerne vil have. Det er en kæmpe gevinst for vores forskning, at vi nu har adgang til noget af verdens mest avancerede teknologi på området,« siger hun i en pressemeddelelse.

Kan følge øjets bevægelser

Til virtual reality-supermarkedet findes der to typer headsets.

Det ene headset gør det muligt at besvare forskningsspørgsmål, der omhandler detaljerne på produktet. Det kan være spørgsmål om anprisningsmærker eller andet, der har med labels at gøre.

»Derudover har det eyetracking, så man kan følge øjnenes bevægelser og dermed finde ud af, hvad det rent faktisk er, folk kigger på, når de står i indkøbssituationen,« siger Anne Peschel.

Det andet headset kan bruges til at få svar på spørgsmål, der vedrører det overordnede setup og selve atmosfæren i supermarkedet, blandt andet i forhold til lys, lyd og andre mennesker.

»Det er trådløst, så vi kan faktisk bruge det hvor som helst. Vi kan for eksempel tage det med ud i et almindeligt supermarked,« siger Anne Peschel.

»Et spil«

Anne Peschel er sammen med sin kollega Lina Jacobsen i gang med at undersøge, om supermarkedet fungerer som tiltænkt.

Forskerne vil blandt teste, om forbrugere er mindre prisfølsomme, når de handler i en virtuel verden, fordi de ser det som »et spil.«

»Vi har netop indsamlet data i et rigtigt supermarked, hvor vi har bedt forbrugere om at købe tre produkter og om at besvare nogle spørgsmål om deres indkøb. Det er vi så ved at sammenligne med data fra vores virtual reality-supermarkedet, hvor vi har bedt forbrugere om at købe de samme tre produkter og besvare de samme spørgsmål. Så kan vi se, om der virkelig er en forskel i prisfølsomheden, som vi skal tage hensyn til, når vi bruger udstyret fremadrettet,« siger Lina Jacobsen.

Forskerne på Aarhus Universitet er allerede i gang med at planlægge undersøgelser med virtual reality-supermarkedet.

Blandt andet er det planen, at supermarkedet skal anvendes i et EU-projekt, der skal se nærmere på, hvordan forbrugerne reagerer, hvis prisen på fødevaren afspejler fødevarens klimabelastning.