Sælg dit hus eller få 150.000: Naboer til omdiskuteret udrejsecenter får tilbudt pengepose fra staten
Naboer til det omdiskuterede udrejsecenter Kærshovedgård skal kompenseres for, at det ikke er lykkedes at flytte udrejsecentret et andet sted hen.
Sælg dit hus til staten eller få 150.000 skattefrie danske kroner som plaster på såret.
Det tilbud er tikket ind hos naboerne til udrejsecenteret Kærshovedgård i Bording i Ikast-Brande Kommune.
Det skriver TV Midtvest.
Personer, der bor inden for en radius af 1.500 meter fra det omdiskuterede udrejsecenter er blevet tilbudt kompensation. Alt efter afstanden til centret, er husejerne blevet tilbudt enten opkøb, 50.000 kroner eller 150.000 kroner, skriver mediet.
»Det er en erkendelse af, at nogle mennesker bor meget tæt på nogle beslutninger truffet på Christiansborg, som kan påvirke deres hverdag rigtigt meget,« siger udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S) til mediet.
Ifølge TV Midtvest er kompensationen fordelt efter tre zoner.
Personer, der ejer og bor i ejendom, der har mindre end 500 meter fra matriklens grænse og til udrejsecenteret, tilbydes muligheden for at vælge mellem at sælge ejendommen til staten til en pris, som Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland vurderer er prisen i handel og vandel, eller at modtage engangskompensation på 150.000 kr.
Personer med en matrikelgrænse mellem 500 og 1.000 meter fra centeret bliver tilbudt engangskompensation på 150.000 kroner. Ejere af ejendomme med grænse mellem 1.000 og 1.500 meter fra centeret tilbydes en engangskompensation på 50.000 kroner, skriver mediet.
Forsøgte at flytte centret
I 2021 foreslog regeringen at flytte en stor del af beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård, der huser enlige voksne mænd og kvinder, der enten er afviste asylansøgere, personer udvist ved dom eller personer på tålt ophold, men regeringen fandt ikke et flertal i Folketinget.
Et alternativ var et nyt udrejsecenter på Langeland, men det droppede man igen, og ifølge ministeren ser det ikke ud til, at det midtjyske udrejsecenter lukker i den nærmeste fremtid. Siden udrejsecenteret blev taget i brug i 2016 har mange af Bordings borgere og naboer til centret ytret stor utilfredshed med placeringen af udrejsecenteret.
Ministeren anerkender over for TV Midtvest, at mange borgere er påvirkede af at bo tæt på Udrejsecenter Kærshovedgård, men at det også er en svær beslutning.
»Jeg har fuld forståelse for, at nogle har boet der i lang tid og har behov for at tænke sig grundigt om,« siger Mattias Tesfaye til TV Midtvest.
Regeringen forventer at fremsætte et lovforslag om kompensationsordningen i efteråret, og bliver den vedtaget, kan den efter planen træde i kraft 1. januar 2023.
Radikale Venstre og Enhedslisten har allerede været ude og bakke op om forslaget, som regeringen regner med at sætte fem millioner kroner af til.