Fortsæt til indhold

Frost i Femmøller fylder fem år

Huset Frost fejrer sin halvrunde fødselsdag i påsken med mad, drinks og festligheder for alle, der har lyst.

Samfund

Hanne og Brian Frost åbnede for netop fem år siden interiørbutikken Huset Frost på Hovedgaden i Femmøller. I tre år ledte de efter et hus i Ebeltoft, men til sidst fandt huset dem. Et tilfældigt møde med ejeren førte til, at det dengang noget særpræget, gule hus blev deres.

I dag, efter en hel del ombygning, som vist aldrig får ende, er det forvandlede hus rammen for deres butik, deres drømme – ja, hele deres liv.

En femårsfødselsdag giver absolut grund til fejring med både grillmad, drinks og gode tilbud, mener Hanne og Brian Frost, indehavere af Huset Frost. Foto: Anne Frank Henriksen

Mere lunt end koldt

I Huset Frost sælger de i dag gastronomisk køkkengrej og interiør og design til boligen.

Da parret flyttede til området for seks år siden, var det eneste, de vidste, at de gerne ville ud til vandet at bo. Hvad den helt store plan ellers skulle være, lader det ikke til, at der var de store forkromede planer for. Tingene har lige som bare udviklet sig. En butik med isenkram var netop lukket i Ebeltoft, og med udgangspunkt i en forkærlighed for nogle helt specielle franske pander, blev det afgjort, at de skulle åbne en butik med ting til hjemmet.

Det er dog alt andet end associationer til frost, man får, når man træder ind i butikken og mødes af lune, varme farver og en verden af pander, sengetøj, vaser, lamper, planter, kurve, specialvarer, tæpper og møbler.

»Vi elsker det, vi laver, og så længe det er sjovt, så bliver vi ved. Det, der betyder noget, er det, vi laver, nemlig at skabe, kreere og udvikle ting og rum, som folk kan lide.«

Hanne Frost synes nærmest de her pander fra USA er magiske, og de var en af grundene til, at hun og hendes mand for fem år siden valgte at starte Huset Frost. Foto: Anne Frank Henriksen

Kan ikke lade være

Alle ting i butikken er særligt udvalgte af Hanne Frosts skarpe kreative blik. Et blik, som har givet en sidebeskæftigelse som indretningsarkitekt, og som udspringer af en kunstnerisk evne, der blev opdaget allerede i hendes barndom.

»Jeg fik at vide meget tidligt i mit liv, at jeg kun skulle koncentrere mig om at male, men sådan er jeg altså ikke. Det kommer, når jeg bliver gammel, men ikke nu. Lige nu skal der ske lidt mere, og butikken og mine jobs som indretningshjælp plus renovering af huset her er perfekt.«

Brian er ikke kreativ, siger han selv, men til gengæld kan han bygge og projektere, og derfor har han også ved siden af butikken et tømrerfirma, der hedder Frost Bygningsservice.

»Det kører jeg med i hverdagene, og i weekenderne hjælper jeg til i butikken.«

»Ja, der er ikke nogen af os, der sidder meget ned. Det dur vi ikke til,« griner Hanne Frost.

Sådan så huset på Hovedgaden 12 i Femmøller ud, da Hanne og Brian Frost købte det for seks år siden. Privatfoto.

Ingen ferie i seks år

Før corona havde Huset Frost ofte events med med gæstekokke, venindeaftener og ’fine’ besøg fra Bagedysten. Det vil Hanne Frost gerne tilbage til igen, og hvilken bedre lejlighed end en femårs fødselsdag.

»Det gælder da bare om at lave sjov og ballade, gøre folk glade og lave nogle gode events. Dem håber vi, at der kommer mange flere af, men foreløbig starter vi med fødselsdagsfejring skærtorsdag, hvor vi får besøg af en kok og én, der laver drinks.«

Det står nemlig sjældent stille i Huset Frost

»Vi finder hele tiden på nye projekter, det er også derfor vi ikke har en webshop endnu. Det har vi ikke haft tid til at lave,« fortæller parret, som ikke har holdt ferie i seks år.

»Eller, vi bestilte ti dage i sommerhus her i januar. Til sidst kunne vi simpelthen ikke gå, spise og slappe mere af, så vi tog hjem efter fem, fordi vi havde fået en ide til en væg, der skulle rives ned.«