Fortsæt til indhold

Vedtaget: 2 mia. kroner på vej ud til danskerne

Regeringen præsenterede onsdag en ny aftale om varmechecken, hvor en ekstra milliard er sat af til en økonomisk håndsrækning til danskernes varmeregninger - og flere får del i pengeposen.

Samfund
sbl

Den endelige aftale om den såkaldte varmecheck, der skal hjælpe en stor del af danskerne med at betale de stadig stigende varmeregninger, er nu på plads.

Regeringen og aftalepartierne præsenterede på et pressemøde onsdag den nye aftale om varmehjælp til danskerne.

En ekstra milliard - i alt to milliarder kroner - er sat af til at udbetale varmechecken til de danske husstande, forklarede klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) på pressemødet. Aftalen bygger oven på den allerede eksisterende aftale fra februar, hvor der første gang blev talt om en varmecheck.

»Vi gør det her i erkendelse af, at det er en vanskelig situation. Da vi lavede aftalen, vidste vi, at priserne var høje. Siden er der sket det, at Rusland er gået ind i Ukraine,« sagde ministeren med henvisning til, at det har sat priserne yderligere i vejret.

Tirsdag kom det frem gennem et lækket aftaledokument, at varmechecken stod til at blive forøget og nå endnu flere danskere, og det er også det, den endelige aftale rummer.

Hæver beløbet og breder checken længere ud

Konkret er aftalepartierne blevet enige om at forhøje varmechecken fra de oprindelige 3.750 kroner til nu 6.000 kroner. Samtidig hæves beløbsgrænsen, så husstande med en årlig indkomst på maksimum 650.000 kroner nu også får del i checken.

Det betyder ifølge klima- og energiministeren, at 419.000 danske husstande får del i varmechecken.

Aftalen om varmechecken er dog blevet mødt af kritik - blandt andet fra erhvervsorganisationen Green Power Danmark - tidligere Dansk Energi - der frygter, at varmechecken giver incitament til at beholde gasvarme i hjemmet frem for at kigge mod grønne alternativer.

»Det løser ikke det strukturelle problem, som er, at vi skal af med gassen. At give en check holder os jo bare fast på det,« fortæller Kamilla Thingvad, der er direktør for energiproduktion og -udvikling i organisationen, til TV 2.

Et andet kritikpunkt ved varmechecken er, at den først kan blive udbetalt til august og september på grund af det, som statsminister Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol kaldte »teknisk bøvl«.

En håndsrækning til kommunerne

Aftalepartierne har allerede afsat 100 millioner kroner til at understøtte kommuner, der har øgede udgifter som for eksempel personligt tillæg til pensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre økonomisk vanskeligt stillede, der bliver ramt at prisstigningerne.

Den pulje får nu også tilført ekstra penge med den nye aftale.

100 millioner mere skal hjælpe kommunerne med at hjælpe de økonomisk vanskeligt stillede rundt om i landet med at betale regningerne.