Fortsæt til indhold

Tag på udflugt og find genbrugsguld: Unik genbrugsstation slår dørene op

Det er vigtigt, at vi kan inspirere til mere genbrug og genanvendelse, lyder det fra Kredsløb-direktør.

Samfund
sb

Borgere i Lisbjerg og omegn kan atter komme af med haveaffald, pap og andre resurser på den lokale genbrugsstation.

Efter et omfattende bygningsarbejde er Kredsløb (tidligere AffaldVarme Aarhus) nu klar til at byde borgere velkomne i en ny 12.000 kvadratmeter stor, såkaldt cirkulær genbrugsstation.

»Vi skal turde tænke uden for konventionerne og finde nye måder at inspirere og motivere borgerne til at tage del i den grønne omstilling. Vi slår dørene op til en helt ny form for genbrugsstation, der både gør det nemt at få resurserne i kredsløb og samtidig gør det til en oplevelse,« siger direktør for Kredsløb, Bjarne Munk Jensen, i en pressemeddelelse.

Stort G

Den nye station er bygget af aarhusianernes eget affald og resurser. Det meste af genbrugsstationen består af materialer direkte fra genbrugspladserne; jord, grus, asfalt, beton, træ, døre, vinduer, køkken og klinker. Mandskabsbygningen er beklædt med 20 kilometer genbrugstræ, og inventaret indendørs er også genbrug.

Vejene i den nye genbrugsstation består af 16.000 m3 knust beton og tegl, blandt andet fra en skorsten. Foto: Kredsløb

På den nye genbrugsstation kan man også gå på jagt efter genbrugsguld - som fx tagsten, mursten og belægningssten - til det næste gør-det-selv projekt, eller man kan bytte sit gamle porcelæn, en bog eller noget helt tredje i den nye bytteboks.

»Det er vigtigt, at vi kan inspirere til nye brugssituationer, mere genbrug og genanvendelse i alle vores aktiviteter og vise, at affald ikke bare er affald, men resurser, der går i kredsløb. Derfor var det også nærliggende, at stationen og inventaret skulle bestå af genbrugsmaterialer, ligesom vi skulle indbyde til så meget genbrug som muligt,« siger Bjarne Munk Jensen.

Grøn oase

Som ordet antyder, bliver genbrugsstationen cirkelformet for at give en bedre praktisk oplevelse, når man afleverer sit affald og resurser, hvis man fx kører med trailer.

Tunge maskiner på stationen vil kun køre på særlige områder, så de ikke står i vejen for kundernes færden, og det er ambitionen, at den cirkulære station i Lisbjerg også skal fungere som et udflugtsmål. Midten af den cirkelformede station bliver angiveligt til en grøn oase, hvor naturen er trukket ind på pladsen. Omkring stationen vil der være en natursti langs bakkerne.

Den nye genbrugsstation i Lisbjerg åbner lørdag den 2. april klokken 10.