Video af tvangsudsendelse spreder sig - nu får billederne konsekvenser
Partier kalder udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd om sagen.
En video af en tvangsudsendelse af en kurdisk-iransk kvinde bliver i øjeblikket delt igen og igen på sociale medier.
Det skriver TV2.
I skrivende stund er videoen set over 12.000 gange på Facebook.
Videoen, der er delt af flygtningehjælpsorganisationen Trampolinhuset, viser en tvangsudsendelse af en kurdisk-iransk mor til tre.
Se uddrag af videoen i dette tweet - artiklen fortsætter efter.
Videoen er optaget tidligt tirsdag morgen ved Udrejsecenter Avnstrup på Sjælland. To af kvindens børn blev også fragtet væk fra stedet af politiet ved samme lejlighed.
Videoen er onsdag blevet delt af flere kendte danskere, blandt andre journalist Paula Larrain og erhvervskvinde Stine Bosse.
Partierne Alternativet og Frie Grønne har nu kaldt udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd om sagen. I Enhedslisten bakker man op om et samråd, skriver TV2.
I videoen ses kvinden omgivet af en række personer, der på et tidspunkt lægger hende ned på jorden og fastholder hende, inden hun føres ind en bil.
Omkring optrinnet står en stor gruppe mennesker og filmer. Trampolinhuset har frigivet videoen uden lyd for at beskytte identiteten på de beboere, der optræder på videoen. Det har ikke været muligt for TV 2 at se videoen med lyd.
Styrelsen oplyser endvidere til TV 2, at Nordsjællands Politi har oplyst, at ”omstændigheder i forbindelse med den ledsagede udsendelse førte til, at politiet benyttede den fornødne magtanvendelse for at gennemføre udsendelsen”.
De fastslår, at der i forbindelse med udsendelsen ikke blev givet nogen former for medicin til den pågældende kvinde eller de to børn.
I Danmark er det politiet, der gennemfører tvangsudsendelser af udlændinge på baggrund af udlændingemyndighedernes afgørelser. Tvangsudsendelser finder sted, hvis en udlænding ikke har lovligt ophold i Danmark og ikke er udrejst frivilligt, selvom de har pligt til det.
I udlændingeloven står det, at tvangsmæssige udsendelser skal ske ”med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse”.