Fortsæt til indhold

Præstens klumme: En gud, der ikke er gud

Samfund
Benjamin Würtz Rasmussen,sognepræst i Dover-Alling-Tulstrup Pastorat

En gud, der ikke har skabt alle dem, der ikke tror på gud, kan ikke være gud.

Sådan lyder en sætning i Niels Hausgaards vise ”En gud, der ikke kan være gud”. Siden jeg har hørt den, har jeg haft svært ved at lægge teksten fra mig. Hvorfor? Jeg tror, det er fordi Niels Hausgaard ikke vil finde sig i en lille gud. Jeg tror, vi kan komme til at gøre Gud meget lille, uden at vi er bevidste om det. Vi kan komme til at gøre Gud til en uskyldig bedstefar, som er rar at bære rundt på, men som vi ikke kan bruge til noget, når lokummet brænder.

Gud kan være en vi kan sige tak til, når livet er godt. Men hvis vi glemmer at komme til ham, når vores liv går på grund, er han ikke så meget værd. Så kan han i hvert fald ikke være gud.

Nogle gange skal vi lade problemerne blive i Guds hænder. Nogle gange skal vi skelne mellem det vi kan gøre noget ved, og det vi ikke kan gøre noget ved.
Benjamin Würtz Rasmussen, sognepræst i Dover-Alling-Tulstrup Pastorat

Minus gange minus giver plus. Det lærte jeg i skolen. Det samme gør sig gældende i sproget. Igennem sangen kommer Niels Hausgaard med flere udsagn om den gud, der ikke kan være Gud. Flere af udsagnene kan vendes om. Så den Gud, der er Gud, også har skabt alle dem, der ikke tror på ham. Så den Gud, der er Gud, aldrig holder med feje despoter eller bombemænd. Så den Gud, der er Gud, også kan forstå, hvor mennesker kan blive så feje. Så den Gud, der er Gud, er ligeglad med farven på vores hud.

Se, så får Gud lov til at være stor. Større end vi kan forstå. Nogle gange skal vi lade problemerne blive i Guds hænder. Nogle gange skal vi skelne mellem det vi kan gøre noget ved, og det vi ikke kan gøre noget ved. Dér, hvor vi har magt, og dermed ansvar, og dér, hvor vi ikke har magt, og dermed er magtesløse.

I vores tid kan vi komme til at tro, at vi skal kunne det hele. At vi skal have magt over det hele. Det kan gå galt på alle mulige måder. Men det er et liv uden Gud, eller et liv med en meget lille gud.

I dåbsritualet får vi at vide, at vi er Guds børn. Og det må vel også gælde for dem, der ikke tror på ham, hvis Gud altså er Gud ifølge Niels Hausgaard. Som Guds barn skal vi ikke alt. Der er ting, vi ikke forstår. Ting, hvis himmelråbende uretfærdighed, vi bør stille Gud til ansvar for. Hvis Gud altså er Gud, så skal han nok også kunne holde til det.