Høj på gymnastik i Hammel
Efterskoleelever lavede gymnastikopvisning for eleverne og personalet på Skovvangskolen.
jr
Eleverne og personalet på Skovvangskolen i Hammel fik sig fredag 1. april en oplevelse udover det sædvanlige at gå på weekend med.
Den lokale folkeskole havde nemlig været så heldige at få Vivild Gymnastik & Idrætsefterskole til at tage turen fra Norddjurs til Favrskov for at give opvisning i arenaen i Hammel Idrætscenter.
Efterskoleeleverne gav en fantastisk flot opvisning, som man blev helt høj af at se, lyder det i en mail fra Skovvangskolen til Lokalavisen.
»Sikke en oplevelse, wauw. De var super dygtige til det hele, og alle fra Skovvangskolen fik en fuldstændig fantastisk fælles oplevelse til stor glæde og inspiration.«