Fortsæt til indhold

Frivillige skaber flygtningehjem på Søkilde

Lørdag smøgede 60 lokale frivillige ærmerne og op gjorde Søkilde klar til at modtage ukrainske flygtning.

Samfund

Over 10.000 flygtninge fra Ukraine har nu søgt opholdstilladelse i Danmark og de første familier, der har fået opholdstilladelse efter den nye særlov for ukrainske flygtninge, tripper på tærsklen til Skanderborg Kommune.

Jeg tror mange gerne vil gøre noget, og her var en rigtig fin mulighed. Det her er meget mere involverende end blot at sende penge.
Jytte Mathiesen

Kommunen har travlt med at finde og indrettet egnede boliger. Et af de første steder, der gøres klar, er det tidligere plejehjem Søkilde ved Ry, hvor 60 frivillige lørdag deltog i indretningen af 25 flygtningeboliger.

Blandt dem var ægteparret Jytte og Hans Jørgen Mathiesen fra Tørring og Søstrene Mille Weilgaard Christiansen fra Galten og Sidse Weilgaard Hansen fra Kildebjerg.

Søstrene Sidse Weilgaard Hansen (TV) og Mille Weilgaard Christiansen indrettede ud over flygtningeboligen også et af fællesrummene. Foto: Grethe Bo Madsen

En glæde i alt det triste

»Man kan ikke undgå andet, end at være meget påvirket af det, der sker i Ukraine. Jeg tror mange gerne vil gøre noget, og her var en rigtig fin mulighed. Det her er meget mere involverende end blot at sende penge,« konstaterer Jytte, der godt kunne forestille sig at tage kontakt til den familie, der skal bo i den bolig, hun og Hans Jørgen har indrettet. Derfor overvejer hun at tage forbi Søkilde og lægge et brev til familien, som skal bo der.

Sådan endte den bolig med at se ud, som søstrene Mille og Sidste indrettede med de genbrugssager, de fik fra naboerne i Kildebjerg. Privatfoto

»Flere familier fra Tørring deltog i indretningen af boliger, og der er kun en kort gåtur fra Søkilde til Tørring. Vi har en fællesgrund og legeplads og jeg tror, der er en stor vilje til at invitere flygtningene ind i fællesskabet. De skal mærke, at de er velkommen.«

Jytte og Hans Jørgen har været igennem gemmerne efter gode sager til boligen, de har handlet på Den Blå Avis og været omkring de lokale loppemarkeder.

»Når vi har fortalt, hvad tingene skulle bruges til, er vi blevet mødt med meget stor opbakning og fået nedslag i prisen. Det har været en ret enestående oplevelse. En glæde midt i alt det triste,« understreger Jytte.

Parret har blandt andet købt en sovesofa, der kan trækkes ud til en dobbeltseng samt en barneseng. de har også fundet et pænt tæppe, dyner og puder, bamser, lego og legetøj og et lille spisebord. Samtidig har de sat et par havestole ud på boligens terrasse.

»Vi ville gerne finde nogle kønne ting, så der er hyggeligt. Noget, familien umiddelbart kan få glæde af. Trods den forfærdelige situation tror jeg, det kan blive et godt sted,« funderer Jytte.

Jytte og Hans Jørgen oplevede flere gange, at priserne på de loppefund, de købte, faldt, når de forklarede, hvad tingene skulle bruges til. Legetøjet fik de til halv pris. Privatfoto

»En kæmpestor afmagt«

Også Mille og Sidse overvejer, at kigge forbi og hilse på, når flygtningefamilierne er flyttet ind på Søkilde.

»For mig har det været sådan, at jeg har hørt om alle de her frygtelige ting, der foregår i Ukraine, og følt en enorm afmagt. Man føler sig hjælpeløs. Den her måde at hjælpe på, giver mening. Den er meget konkret i forhold til at donere penge til hjælpeorganisationer. Derfor spurgte jeg Sidse, om hun ville være med til at indrettet en flygtningebolig,« forklarer Mille.

Modløsheden i deres ansigter ramte mig hårdt. krigen er så langt væk, og pludselig står de her i kød og blod.
Mille Weilgaard Christiansen

Det ville Sidste gerne og hun tog derefter teten og skrev ud på Facebook til sine naboer i Kildebjerg, om de kunne hjælpe med møbler og inventar til en flygtningebolig.

»Jeg skrev ud torsdag morgen og allerede samme dag begyndte der at komme ting. Jeg er virkelig overrasket over den helt utrolig store opbakning på så kort tid,« fortæller Sidse, der hurtigt fik indleveret en fin seng, legetøj - også noget, der var helt nyt, tøj, madrasser, hylder, en lille reol, pynteting samt puder og håndklæder.

»Vi synes, det var vigtigt, at gøre det så hyggeligt som muligt, men med fokus på, at der skulle være sengepladser. Det er svært at få det til at være et hjem, men vi kunne i hvert fald fjerne det mest institutionsagtige,« understregerne søstrene, der også fik lov at fjerne hjælpehåndtag skruet op på badeværelset fra den gang, hvor Søkilde var et plejehjem.

»Jeg ville have lagt et lille velkomst brev, men kom fra det. Er de, der har været med til at indrette boligerne, interesseret, så bliver der mulighed for at komme forbi og sige hej, når flygtningene er flyttet ind. Det tror jeg, jeg vil gøre,« siger Mille, der blev ramt hårdt af mødet med en ukrainsk familie, der allerede er flyttet ind på Søkilde.

»Modløsheden i deres ansigter ramte mig hårdt. krigen er så langt væk, og pludselig står de her i kød og blod.«

En fantastisk lørdag

»Vi havde en fantastisk god dag lørdag. Langt de fleste lejligheder er færdigindrettede, og på onsdag eftermiddag mødes vi igen derude for at gøre dem helt færdig. Der var stor opbakning til opgaven, og flere frivillige mødte blot op og gav en hånd med, uden at de på forhånd havde meldt sig til opgaven. Der var en hel del børn med, og det var livgivende at opleve den iver, de lagde i opgaven for at gøre det hyggeligt og hjemligt for de kommende beboere,» fortæller Hanne Meldgaard fra Røde Kors Skanderborg, der koordinerede de frivillige.

»Ud over de frivillige, som indrettede lejlighederne, kom der mange forbi med møbler, sengetøj, dyner, pynte- og hyggeting og meget mere. Vi havde utrolig god hjælp af frivilliggruppen bag spejderne i Ry, som stillede med to mand og godt med værktøj. De fik til opgave at hjælpe de frivillige, men besluttede spontant selv at adoptere en lejlighed. Vi havde en Røde Kors frivillig til at lave kaffe og stille mad frem, og hun påtog sig også opgaven med at sortere de ting, der kom ind,« tilføjer hun.