Barskt vejr i vente: Sådan rammer det Danmark mandag
Mandag møder det meste af landet regnvejr og masser af blæst - flere steder op til stormstyrke, viser vejrprognoserne.
Efter lang tid med masser af solskin og fine forårsfornemmelser tager det danske vejr en drejning mandag og kalder på regnjakker og gummistøvler.
Det viser vejrvarslinger fra blandt andre DMI og TV 2 Vejret.
Mandag byder på masser af vind og vand med kraftige vindstød og nedbør i form af regn - og nogle steder sne - som følge af et lavtryk, der skal passere Danmark i løbet af mandag.
Ugens første dag byder på frisk vind til kuling omkring sydvest, ved kysterne stedvis hård kuling. Vinden bliver urolig og præget af kraftige vindstød, i den sydlige del af landet kan vindstødene en overgang lokalt nå stormstyrke. Vinden vil starte ud med at komme fra sydvest, men i dagens løb dreje om i vest og nordvest, skriver vagthavende meteorolog Jesper Eriksen fra DMI.
TV 2 Vejret har med det sjaskvåde og blæsende vejr udsendt varsel for vindstød af stormstyrke for det sydlige Sjælland, Ærø, Langeland, Lolland-Falster og Bornholm. Varslet er gældende fra klokken 11 til 21.
Færgeafgange og broer påvirkes
Mandag morgen har den kraftige vind allerede fået indvirkning på trafik og infrastruktur.
Vejdirektoratet har i løbet af morgenen udstedt anbefalinger for Svendborgsundbroen, Langelandsbroen og Sallingsundbroen, der fraråder vindfølsomme køretøjer at krydse broen, oplyser de på Twitter.
Også Storebæltsbroen har kort før klokken 9 frarådet kørsel med vindfølsomme køretøjer, oplyser Sund & Bælt på Twitter.
Ifølge TV 2 Øst har færgeselskabet Scandlines også aflyst flere afgange mellem Gedser og Rostock.
I løbet af eftermiddagen vil der ske en opklaring fra vest, mens vinden fortsat vil være kraftig. Længst mod vest kan man være heldig at få en smule solskin sidst på eftermiddagen, skriver TV 2 Vejret, der forventer, at de sydlige og østlige egne vil få i alt mellem 10 og 20 millimeter nedbør mandag.