Fortsæt til indhold

Rasmus Klump-løb for de mindste

Børneulykkesfonden og Rasmus Klump afholder Centimeter Maraton i Hammel lørdag 23. april.

Samfund
sas

De fleste børn kan godt lide at bevæge sig. Alligevel er det kun et mindretal af danske børn, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet.

Det vil Børneulykkesfonden gøre noget ved. Derfor har de etableret Centimeter Maraton, der afholdes i flere byer i Danmark.

Den klassiske maratonløber nedlægger en strækning på 42.195 kilometer, mens centimetermaratonløberen nedlægger 42.195 centimeter – eller 422 meter. Dermed kan selv de mindste være med og kalde sig for maratonløbere.

Mere bevægelse

Centimeter Maraton skal hjælpe børnefamilier med at komme op af sofaen og ud i den friske luft.

»I Børneulykkesfonden arbejder vi for at få leg og bevægelse ind i børnenes hverdag. I en digital tidsalder er der mere end nogensinde brug for, at vi husker at komme ud og få rørt os, og det skal helst ikke være en sur pligt. Initiativer som fx Centimeter Maraton styrker både den aktive livsstil, samtidig med at man har det rigtig sjovt,« fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Centimeter Maraton er for børn i alderen 2-10 år, og børnene inddeles i to grupper: ’Pildskadderne’ og ’Gøjerne’. Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.

Centimeter Maraton arrangeres af Børneulykkesfonden, Rasmus Klump og Hammel Handel.

Løbet støttes af DCC Energi. Alle arbejder for at sætte fokus på sikkerhed i trafikken og børn i bevægelse.

Alt overskud fra løbet går ubeskåret til Børneulykkesfondens arbejde for at øge børnesikkerheden i Danmark.