Fortsæt til indhold

To lokale virksomheder slår sig sammen: »Et godt match«

Illux og Plakatwerket satser på at blive blandt de største på deres felt.

Samfund
ear

De to lokale virksomheder Illux og Plakatwerket passer som hånd i handske - ikke kun på produkter, men også på visioner og energi.

Det mener ejerne bag, og derfor har de valgt at slå sig sammen til en endnu bedre og stærkere virksomhed. De satser på at blive blandt de største inden for plakatkunst, rammer og vægudsmykning i hele landet - og på sigt også i større radius.

Det er et godt match. Vi kan producere alt det, som Plakatwerket i dag sælger online. Vi er gode til det og kan skalere forholdsvis nemt. Men vi mangler Plakatwerkets æstetiske fornemmelse for produktsortimentet. Så en sammensmeltning af de to vil være godt for begge virksomheder.
Jimmy Rhiger, adm. direktør

Store drømme

I Adelgade i Skanderborg er plakatforretningen Plakatwerket vokset frem de sidste 5 år. En forretning, som i dag byder velkommen til 250 kvm med plakatkunst, rammer og andre varer til boligindretning.

Det er de grafikerne Camilla Bødker og Sanne Maach, der sammen har grundlagt forretningen. Sammen med den fysiske forretning har de også webshoppen www.plakatwerket.dk og reklamebureauet BüroBüro.

Camilla og Sanne har sammen arbejdet for drømmen om at blive blandt de førende inden for plakatbranchen og nå ud til alle dem, der ønsker plakater - både private og virksomheder. Og kort før årsskiftet åbnede der sig en chance, som de ikke kunne lade gå fra sig. En chance der vil gøre deres mål mulige, noget før, end de havde turde håbe på.

Et godt match

I den anden enden af byen, på Sverigesvej, ligger nemlig den noget mere erfarne, og også meget større virksomhed, Illux, som drives af de tre partnere: Jimmy Rhiger, Anders Nees og Henrik Marker.

En virksomhed, der er en anerkendt som kvalitetsbevidst leverandør af print på blandt andet glas, akustikplader, folie og lærred til private og erhverv. Samtidig har de også ret godt fat i plakatbranchen.

De 3 partnere driver under samme tag også virksomheden Elefantprint og X-Print, der laver alt inden for storformatprint og tryksager til erhverv og professionelle fotografer.

Jimmy Rhiger, der er adm. direktør og bosat i Skanderborg, havde ofte lagt mærke til de flotte udstillingsvinduer hos Plakatwerket i Adelgade. Han aflagde en dag butikken et besøg, hvor han luftede tanken om, at de to virksomheder kunne slås sammen til én. Jimmy så det perfekte match i Camilla og Sannes grafiske evner og æstetiske sans, og Illux’ produkter og viden i online salg.

»Det er et godt match. Vi kan producere alt det, som Plakatwerket i dag sælger online. Vi er gode til det og kan skalere forholdsvis nemt. Men vi mangler Plakatwerkets æstetiske fornemmelse for produktsortimentet. Så en sammensmeltning af de to vil være godt for begge virksomheder,« fortæller Jimmy Rhiger i en pressemeddelelse.

Både web og butik

De fem parter blev hurtigt enige om at gøre sammenlægningen af de to virksomheder til virkelighed, hvilket er blevet eksekveret fra 1. april.

»Vi vil tilbyde en super moderne webshop, hvor kunderne ubesværet kan handle deres plakater og rammer i en fantastisk kvalitet til fornuftige priser,« siger Sanne Maach.

Udover Plakatwerkets egen webshop, vil Sanne og Camillas store udvalg af plakatkunst også være at finde på www.illux.dk, og på sigt også hos underleverandører og mindre interiørbutikker rundt i landet.