11-årig dreng druknet i svømmehal: Nu afslutter politiet efterforskningen
Politiet har nu afsluttet efterforskningen af den hændelse i Frederikshavn Svømmehal i starten af februar, hvor en 11-årig på tragisk vis mistede livet.
Siden 4. februar har Nordjyllands Politi efterforsket hændelsesforløbet omkring en episode i Frederikshavn Svømmehal, der på tragisk vis endte med at koste livet for en 11-årig dreng. Nu er det arbejde afsluttet.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet konkluderer, at der ikke er foregået noget strafbart i forbindelse med ulykken, skriver de.
»Og det er derfor, at vi nu standser vores undersøgelser af denne dybt tragiske ulykke,« siger lederen af efterforskningen, politikommissær Michael Elkjær.
Politiet har undersøgt omstændighederne i forbindelse med den tragiske ulykke, herunder forholdene i svømmehallen, ligesom man har afhørt en række personer, der var til stede i svømmehallen, bl.a. en række livreddere.
»Det er vores konklusion, at der ikke er begået fejl af livredderne i forhold til opsyn og førstehjælp, ligesom vi også har vurderet, at der ikke var mangler ved det generelle sikkerhedsniveau i svømmehallen på tidspunktet for ulykken,« siger Michael Elkjær.
Politiet har ikke yderligere kommentarer til ulykken.