Hammel Furniture fordobler overskud, men krigen i Ukraine kaster skygger
Krigen i Europa lægger en dæmper på begejstringen hos den lokale møbelfabrik, der har flere ansatte fra Ukraine.
Hammel Furniture A/S beskriver 2021 som et fantastisk år med endnu et positivt resultat. Virksomheden, der også er kendt som Hammel Møbelfabrik, fordoblede årets resultat til et overskud på næsten fem millioner kroner efter skat.
»Vi er stolte over det gode resultat og de projekter, vi er kommet i hus med og har sat i gang i det forgangne år. Vi har blandt andet investeret i robotter samt effektivisering og digitalisering af logistikcenteret. Derudover har vi fået en ny hjemmeside, og et nyt showroom er på trapperne,« fortæller administrerende direktør Jens-Ole Staghøj i en pressemeddelelse.
Glæden er dog ikke ubetinget, når situationen i verdensøkonomien tages i betragtning:
»Det er svært ikke at blive bekymret for, hvad fremtiden mon byder på af udfordringer med krig i Europa og stigende råvare- og energipriser. De seneste år med corona har dog lært os at være ekstremt omstillingsparate, og det er jeg sikker på kommer os til gode nu, hvor vi endnu engang går på ubetrådt jord,« siger direktøren.
Ukrainske ansatte
Stemningen bliver endnu mere trykket, når talen falder på Ukraine. Hammel Furniture har flere ansatte med ukrainsk baggrund, der alle er meget berørte af krigen i deres hjemland.
»Vi gør, hvad vi kan for at tage bedst mulig hånd om vores ukrainske medarbejdere og hjælpe, hvor vi kan, i håbet om at skabe en smule tryghed i en turbulent tid,« fortæller produktionsdirektør Jacob Helweg.
Stigende priser og usikkerhed ses straks på forbrugsmønstrene, og den lokale møbelfabrikant oplever da også faldende ordreindgang.
»Jeg tror på, at det hele finder sig et leje. Som mange andre i møbelbranchen har vi før oplevet op- og nedgangstider, og vi er altid kommet stærkere ud på den anden side. Vi fortsætter med høje ambitioner og bliver ved med at udvikle os. Vi arbejder blandt andet tæt sammen med dygtige designere og har netop lanceret en ny bordserie i massivt træ og elegante bænke i smart design. Samt som noget helt, helt nyt tre bordlamper designet af tre unge designtalenter. Så vi er fortrøstningsfulde og arbejder støt og stædigt videre med endnu flere projekter og produktnyheder,« siger administrerende direktør Jens-Ole Staghøj.