Handel Syddjurs: Gavekortet er fortsat motoren i samarbejdet
Foreningen Handel Syddjurs, paraply for handelslivet i hele Syddjurs, kan fortsat glæde sig over det fælles gavekort, som er med til at holde omsætningen hjemme i de lokale butikker.
Handel Syddjurs blev stiftet som forening i september 2011 med en repræsentant fra hver af syv handelsstandsforeninger (Nimtofte, Ryomgård, Hornslet, Kolind, Rønde, Mørke og Ebeltoft) i forretningsudvalget - plus en forretningsfører, daværende direktør for Hornslet Bogtrykkeri A/S, Hother Hennings.
Det, der skulle kitte samarbejdet sammen på tværs af handelsbyer, var Handel Syddjurs gavekortet, som blev lanceret med stort held og fortsat er motoren og drivkraften i Handel Syddjurs.
Det konstaterede formand for Handel Syddjurs, Thomas Rasmussen, brugsuddeler i Superbrugsen Hornslet, på den nyligt afholdte generalforsamling.
Der blev i 2021 købt gavekort for 1.341.921 kroner.
Lidt mindre end i 2020, hvor gavekortet omsatte 1.512.637 kroner. Primært grundet en kampagne, hvor der blev solgt gavekort med 20 procent rabat.
Det resulterede i, at der i 2020 blev indløst gave kort for 1.318.562 kroner.
Ellers fokuserede Thomas Rasmussen på 2021, hvor pandemien betød en ændret forbrugeradfærd, fordi mange mennesker i pendlerkommunen Syddjurs arbejdede hjemmefra og måtte aflyse deres ferieplaner.
Det smittede især positivt af på dagligvareforretninger og byggebranchen. For andre butikker betød nedlukning og restriktioner, at deres vilkår var udfordret.
Han roste Syddjurs Kommune for et bedre og tættere samarbejde end tidligere, og så nævnte ham fem tiltag, som Handel Syddjurs pt. barsler med:
- En relancering af hjemmesiden og en ny strategi for brugen af de sociale medier for at få større synlighed
- Flere indløsningssteder for Handel Syddjurs gavekortet
- Et tiltag med at kombinere handel og oplevelser
- Et samarbejde med Koncept om butiksvurderinger
- Et samarbejde med Business Djursland
Der var 11 deltagere i generalforsamlingen. Kolind og Rønde var ikke repræsenteret.
Bo Kristensen, Erhvervskonsulent hos Syddjurs Kommune, deltog som gæst. Det samme gjorde duoen Anne Møgelvang og Camilla Lykke, lokale kommunikationskonsulenter, som er udset til at skulle løfte Ebeltoft Handelsstandsforening til den eftertragtede version 2.0.
Holde omsætning hjemme
Handel Syddjurs Gavekortet blev lanceret ved fødslen af Handel Syddjurs som et offensivt våben til at holde omsætning hjemme i Syddjurs, og sådan fungerer kortet fortsat.
Når en forbruger modtager et Handel Syddjurs Gavekort, kan vedkommende indløse gavekortet i en af de over 100 lokale butikker, der er med i ordningen.
Det er SparXpress, der står bag gavekortet – og det betyder, at banken står inde for beløbet (ligesom på en bankkonto).
Det er gratis at tilslutte sig gavekortet for den enkelte forretning. Man skal selvfølgelig være medlem af den lokale handelsstandsforening.
Handelsstandsforeningerne og Handel Syddjurs drifter sammen med SparXpres Handel Syddjurs gavekortet.
Kom med i gavekortet
Når en kunde indløser gavekortet får indløsningsstedet/forretningen kurs 95,5 – dvs. gavekortet får 4,5 procent af omsætningen til at drifte kortet og til Handel Syddjurs.
Målet med den kommende kampagne er også at få flere butikker med i ordningen. Det er naturligvis nemmere at gøre gavekortet attraktivt i kundernes øjne, hvis der er mange butikker i hele Syddjurs, hvor man kan indløse Handel Syddjurs Gavekortet.
Underskud
Hother Hennings vendte for et par år siden tilbage som rådgiver/forretningsudvikler hos Handel Syddjurs.
Han fremlagde på generalforsamlingen årsregnskabet for 2021, som udviste et underskud på 41.253 kroner.
Flere deltagere udtrykte bekymring for Handel Syddjurs økonomien. Allan Rytter, formand for Ryomgård Erhvervsforening, foreslog, at kontingentet for at være i Handel Syddjurs blev hævet fra de nuværende 200 til et væsentligt højere beløb.