Så mange (få) ukrainere i Favrskov har fået opholdstilladelse i Danmark
31 ukrainere er indkvarteret kommunalt i Favrskov – 16 har fået opholdstilladelse
Favrskov Kommune mærker endnu ikke den helt store tilstrømning af ukrainske flygtninge, som regeringen forudsiger. Regeringen regner med, at der kommer 100.000 ukrainske flygtninge til Danmark, og da Favrskov er sat til at modtage 1,2 procent af det samlede antal, svarer det til 1.200 flygtninge.
Hvor mange flygtninge fra Ukraine. der rent faktisk befinder sig i Favrskov Kommune i øjeblikket, er ukendt, da en del bor hos private, familie og venner.
Den kommunale indkvartering foregår i første omgang på det tidligere plejecenter Skaghøj i Hammel, hvor private har hjulpet kommunen med at indrette og møblere lejlighederne.
Kommunaldirektør Jan Kallestrup oplyser torsdag 7. april, at der indtil videre er indkvarteret 31 ukrainere fordelt på 13 lejligheder på Skaghøj.
Og indtil videre har blot 16 ukrainske flygtninge fra Favrskov Kommune fået opholdstilladelse i Danmark. På landsplan er der givet 2.212 opholdstilladelser ud af cirka 17.000 ansøgninger.