Fortsæt til indhold

Unge-uro skal løses med øget videoovervågning og penge til Ungdomsskolen

Problemer med unge, som larmer og udøver hærværk, skal være en saga blot i Favrskov. Det skal 500.000 kroner være med til at sikre.

Samfund

De seneste år har sommerhalvåret været præget af megen uro i Favrskov, fordi unge mennesker mødes, fester og hører meget høj musik til stor gene for naboer. I visse tilfælde har også hærværk været et emne.

Problemet med de festglade unge er størst omkring visse kommunale institutioner, idrætsanlæg og parker.

Den her unge-uro skal der gøres noget ved, mener byrådspolitikerne i Favrskov. Derfor blev der i Budget 2022-2025 afsat 500.000 kroner i 2022 og 500.000 kroner i 2023 til formålet.

Nu skal pengene udmøntes i nogle konkrete tiltag, som skal begrænse uønsket uro og hærværk og medvirke til øget tryghed for borgere i Favrskov Kommune. Den styrkede indsats skal desuden bidrage til øget dialog og samarbejde mellem de unge, deres forældre, frivillige voksne, politiet og kommunens egne medarbejdere.

Ungdomsskolen for penge

Børne- og Ungeudvalget har besluttet, at Ungdomsskolen skal have 350.000 kroner. Ungdomsskolen skal indtage en tovholderfunktion i forhold til det følgende.

Der skal være en intensiveret og fleksibel voksen tilstedeværelse fra Ungdomsskolen på kritiske spots i perioder med uro og i perioder med forventet øget uro.

Desuden skal åbningstiden i Ungdomsskolen øges, ligesom Ungdomsskolen skal markedsføres mere med henblik på at motivere de unge til i højere grad at benytte Ungdomsskolens tilbud.

Samarbejdet med Natteravnene skal intensiveres, og flere natteravne skal rekrutteres. Desuden skal Natteravnene og de runderende medarbejdere fra Ungdomsskolen sørge for at vidensdele.

Derudover skal lokalmiljøet inddrages.

Videoovervågning

De resterende 150.000 kroner skal bruges på videoovervågning på kritiske spots for at undgå hærværk - det kunne eksempelvis være på skoler og ved fritidsområder såsom spejderne.

Desuden skal der sættes en kommunikationskampagne i søen med unge, forældre, naboer med videre som målgruppe. Den skal handle om hensynsfuld adfærd.