Fortsæt til indhold

Beredskabsstyrelsen til danskerne: Hjælp os med at advare ukrainere

På grund af de mange ukrainere, der er flygtet herop fra krig, opfordrer Beredskabsstyrelsen danskerne til at hjælpe med at gøre dem opmærksomme på, at når sirenerne lyder landet over den første onsdag i maj, er det blot en test.

Samfund

Siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar har millioner af ukrainere måtte søge tilflugt i nærliggende lande og andre steder i Europa. Ifølge FNs Flygtningeorganisation er mere end 4,3 mio. ukrainere fordrevet fra deres hjemland.

Herhjemme har knap 19.000 ukrainere har ansøgt om opholdstilladelse pr. dags dato, viser tal fra Udlændingestyrelsen, mens andre befinder sig i Danmark på turistvisum.

Ukrainerne i Danmark er flygtet fra krigens rædsler, og netop deres tilstedeværelse i Danmark får Beredskabsstyrelsen til at opfordre danskerne til at hjælpe dem.

Det drejer sig om den tilbagevendende begivenhed at teste varslingssirenerne rundt om i landet. På Twitter opfordrer Beredskabsstyrelsen danskerne til at sprede budskabet om, at når luftalarmerne lyder, er det udelukkende en test, og at de ikke er i fare.

»Pga. krigen i Ukraine er det i år ekstra vigtigt, at alle er klar over, at det kun er en test. Hjælp med at sprede ordet,« skriver styrelsen på Twitter.

De danske varslingssirener testes som vanligt den første onsdag i maj, i dette tilfælde den 4. maj, klokken 12.00.

Informationsmateriale om testen af sirenerne kan findes på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.