Fortsæt til indhold

Restaurant Sechzen på Europaplads

Samfund

På Europaplads 16 åbnede 1. september en ny restaurant kaldet Sechzehn. Det er holdet bag Früd og MadMedSmag, der står bag den nye restaurant.

Konceptet på Sechzehn er enkelt. Du betaler fast 350 kroner for velkomstsnacks og bobler efterfulgt af fire retters sæsonbestemt menu med fire slags tilhørende brød, dip og olier. Under middagen forsyner gæsterne sig selv med drikkevarer fra den åbne bar, som byder på fire vine ad libitum samt øl og hjemmelavet saft.

Store forventninger

Ejer og initiativtager Jürgen Frühwirth har store forventninger til Sechzehn:

”Sechzehn byder på gastronomiske oplevelser i form af nyfortolkninger af klassiske retter. Kokkene har ingen faste tøjler. Dét skaber et univers, hvor kun fantasien og kreativiteten sætter grænser.”

Middagen serveres onsdag til lørdag mellem 18.30 og 21.30 - men man er velkommen til at blive længere og hænge ud i baren, som primært henvender sig til unge over 27 år. Her er både musik, et afslappet loungemiljø og drinks.

Früd flytter

Restauranten Früd vil fortsat huse konferencer, møder, fester og lignende i lokalerne på Toldbodgade 6. Früds tidligere à la carte-afdeling, FRÜD Spisehus, flytter derimod til Europaplads 16 og fortsætter under navnet Sechzehn. MadMedSmag vil fremadrettet koncentrere sig om at lave og levere mad ud af huset.