Fortsæt til indhold

Raser over unge der skred fra kanel og gaffatape: »De skal ikke have et frikort«

Fejring af 25-års fødselsdag efterlod tydelige spor i ejerforening.

Samfund

Er det okay, at en gruppe unge ikke har ryddet op efter sig selv efter det »kanel-bad,« der kan følge med en 25-års fødselsdag?

Det mener Karsten Hansen fra Brabrand ikke, og det har han gjort opmærksom på i den lokale facebook-gruppe Brabrand Beboerne.

Begivenheden, der har medført opslaget, fandt sted lørdag aften (16. april) i ejerforeningen Kløverparken, hvor Karsten Hansen bor.

Ifølge ham er det udefrakommende, der »har lavet stuntet.«

»Jeg har ikke noget imod, at folk kommer herind, men jeg kan blive irriteret over, at man bare efterlader strips, gaffatape og snor og tænker, at det klarer andre. Det er et privat område, og så kommer der bare nogle udefra og ødelægger det, vi går og betaler til,« siger han til Lokalavisen.

»First world problem»

Opslaget, hvori Karsten Hansen blandt skriver, at det ville være »god stil« af de unge at vende tilbage og klare oprydningen, har fået en blandet modtagelse.

»First world problems. Lad dem dog være unge og glade - lad dem nyde livet og tag det tape af lygtepælen. Regnen klarer vel kanelen,« lyder en kommentar.

Andre er enige i, at de unge burde have ryddet op efter sig selv.

»De kom, de svinede og forlod pladsen,« skriver et medlem af Brabrand-gruppen i en kommentar.

Ifølge Karsten Hansen er episoden et symptom på en større tendens.

»Jeg er træt af at se McDonald’s-papir og dåser i naturen. For nylig så jeg, at nogen havde efterladt et møbel ved en parkeringsplads på Jernaldervej,« siger han til Lokalavisen og fortsætter:

»Det er den der attitude med, at så kommer der nok nogle andre og fjerner det.«

Det kan godt være, der sker store ting i verden, men de små skal også løses.
Karsten Hansen, Brabrand

Intet frikort

Karsten Hansen understreger, at unge skal have lov til at more sig og skeje ud, ikke mindst på bagkant af to års coronakrise.

»Men det betyder ikke, at de skal have et frikort. Det er også de unge, der kører vanvidskørsel op og ned ad Ringvejen. Skal de også bare have lov til at more sig« siger han.

Har du ikke selv gjort noget fjollet og uhensigtsmæssig som ung?

»Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg har selv har smidt en dåse, men det gør det ikke mere rigtig. Man kan lære dem at tage ansvar. Der står skraldespande i Kløverparken. Det ville ikke tage længe at rydde op.«

Ifølge Karsten Hansen er der tirsdag ryddet ved den lygtepæl, en 25-årig kvinde lørdag blev bundet fast til. Han antager, at det er ejerforeningens vicevært, der har ryddet op.

»Generelt synes jeg bare, man skal lade være med at smide ting i naturen. Vi får tudet ørerne fulde om, at det ikke er særligt smart.«

Dette syn har affødt debat i en lokal facebookgruppe. Foto: Privat