Russisk invasion kan resultere i kæmperegning til Aarhus' børn og ældre
Hverken børn eller ældre bør stå tilbage med regning efter coronapandemi, lyder det fra rådmænd.
Ruslands invasion i Ukraine kan betyde, at der vil blive færre penge til børn og ældre i Aarhus Kommune.
Det kræver lidt forklaring.
Kommunen står aktuelt med en ekstra regning på omkring 160 millioner kroner efter coronapandemien. Mange af de penge er blevet brugt til at håndtere en omskiftelig virkelighed i skoler og på plejehjem.
Regeringen har tidligere givet en tilkendegivelse om, at Aarhus Kommune vil blive kompenseret for »coronaregningen.« Nu er det knapt så sikkert, at de mange millioner kommer, lyder det fra rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V).
»Der er ekstraordinære udgifter til krudt og kugler i Ukraine, og vi skal udfase gas fra Rusland, hvilket vil få energipriserne til at stige voldsomt. Vores land står i en ny krise, og det har gjort, at vi i Aarhus pludselig ikke ved, om kompensationen kommer eller ej,« siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Coronakrisen kan nemt ryge i baggrunden, men vi skal binde sløjfen på en ordentlig og respektfuld måde, ellers får det konsekvenser. Det vil gøre ondt på vores velfærd.«
Et fælles ansvar
I og med en stor del af Aarhus Kommunes ekstraregning er gået til børn og ældre, er det magistraterne Sundhed og Omsorg og Børn og Unge, der umiddelbart står til at skulle betale flest penge tilbage, hvis kompensationen udebliver.
»Der har været skruet gevaldig op for rengøring og podning og tests. Vores kollegaer har også haft udgifter, men slet ikke i samme skala. Det er os, der bliver hårdest ramt. Hvis ikke, vi får de penge, får vi et problem med vores økonomi, og det kommer i sidste ende til at gå ud over børn og ældre,« siger Christian Budde til Lokalavisen Aarhus.
Det ikke er fair, mener han og rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF). De to rådmænd foreslår, at en eventuel regning internt i Aarhus Kommune skal spredes ligeligt ud over magistraterne.
Aarhus Kommune skal indtil videre have modtaget 54 millioner kroner i kompensation fra staten. Den resterende kompensation skal på dagsordenen til sommerens regeringsforhandlinger.
»Vi håber, at staten kompenserer kommunerne 100 procent. Alle merudgifter skal være et fælles ansvar,« siger Thomas Medom.
Politikerne i Aarhus Byråd skal drøfte fordelingen af coronaregningen på et byrådsmøde den 27. april.