Fortsæt til indhold

Tusinder af danske husstande bliver ramt: Se hvad det koster at skifte til fjernvarme eller varmepumpe

I bestræbelserne på at frigøre sig fra russisk gas meldte regeringen ud på et pressemøde tirsdag, at cirka 400.000 danske husstande, som i dag opvarmes med naturgas, skal skifte til en anden varmekilde. Det vurderes, at fjernvarme for godt og vel 50 procent af de førnævnte danske husstande vil være det bedste alternativ. De skal omstille sig til fjernvarme senest i 2028.

Samfund
af

Danmark skal »hurtigst muligt« være uafhængig af russisk energi.

Det var det klokkeklare budskab på tirsdagens pressemøde, hvor regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede reformudspillet ”Danmark kan mere II”.

I bestræbelserne på at frigøre sig fra russisk gas proklamerede regeringen, at omkring 400.000 danske husstande, som i dag opvarmes med naturgas, gerne skal skifte til en anden varmekilde. Regeringen vurderer, at fjernvarme for godt og vel 50 procent af de førnævnte danske husstande vil være det bedste alternativ – og de skal omstille sig til fjernvarme senest i 2028.

Over for Ekstra Bladet kalder Peter Sorknæs, der er ph.d. og lektor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, regeringens plan for ambitiøs. Grundlæggende mener han, at regeringens udspil er en »god idé«. Og samtidig også realistisk. Han påpeger dog også over for avisen, at der skal nogle »incitamentsordninger« til for at danskerne vil skifte naturgasfyret ud – især for dem, der inden for de seneste par år har investeret i et nyt naturgasfyr.

På tirsdagens pressemøde kom det bl.a. frem, at mange af de danske husstande, der i fremtiden skal skrotte deres gasfyr, kan se frem til en økonomisk håndsrækning fra regeringen.

Men hverken statsministeren eller finansminister Nicolai Wammen (S) ønskede dog at komme med konkrete tal på pressemødet, i forhold til hvor meget regeringen rent faktisk vil hjælpe de mange danskere, som gerne skal over på en anden varmekilde.

Samtidig understregede Mette Frederiksen også, at det ikke nødvendigvis er alle, der kan se frem til økonomisk hjælp.

»Der er ganske mange husholdninger, der godt kan klare det selv. Vi skal ikke ind i, at alle skal have hjælp eller støtte. Mange kan godt klare det selv,« lød det tirsdag fra Mette Frederiksen.

Reformudspillet bød til gengæld på en række konkrete forslag, til hvordan økonomisk trængte gaskunder kan blive hjulpet på vej i omstillingen fra gas til fjernvarme.

Helt konkret vil regeringen gerne ...

  • Etablere et investeringsvindue, der gør det billigt at optage lån til at udskifte olie- og gasfyr. Regeringen vil fjerne tinglysningsafgiften på lån hertil i perioden 2023-2028. Derudover ønsker regeringen at indgå et partnerskab med den finansielle sektor med henblik på at fjerne gebyrbetalingen for at oprette lånene.
  • Etablere en ordning, der tilbyder lån med statsgaranti til skift til grønne varmekilder for boliger, der ikke kan tilkobles fjernvarmenettet, og hvor der er usikkerhed om værdiansættelsen af boligen og dermed friværdien.
  • Søge at målrette tilskudspuljer til udskiftning af olie- og gasfyr til husstande med lave indkomster og samtidig fordoble støttebeløbet pr. varmekilde.
  • Gennemføre et serviceeftersyn af støttemulighederne for at gøre det enklere for borgere at søge om støtte til at udskifte olie og gasfyr, ligesom sagsbehandlingstiderne skal være kortere.

Peter Sorknæs påpeger over for Ekstra Bladet, at der kan være nogle faldgruber i forhold at få så markant mange husstande væk fra naturgas senest i 2028.

Han vurderer, at der i fremtiden vil blive behov for at bygge flere varmeværker herhjemme.

»Det er klart, at hvis mange tusind husstande skal have fjernvarme med det samme, så er det ikke sikkert, at dette kan dækkes af en eventuel overskudskapacitet i de eksisterende værker, men vil kræve at bygge nyt. Og når man skal lave store planer for at få mange husstande væk fra naturgas senest i 2028, er der klart nogle faldgruber,« siger Peter Sorknæs.

»Hvis man får områder over på at bruge varmepumper, som er egnede til fjernvarme, så vil det være rigtig skidt. Varmepumper belaster elnettet rigtig meget, og det er langt dyrere at udbygge elnettet, end det er at udlægge fjernvarme. I så fald er det bedre at vente til for eksempel 2030 med at få udskiftet naturgasfyrene,« siger han.