Magnus fra Hammel i front for Boxits nye kæmpe afdeling
Magnus Thomsen, som er maskiningeniør og ekspert i specialdesignede containerløsninger, har fået en flot titel.
Til efteråret skal en mere end 1.800 kvadratmeter stor hal stå klar i Hasselager, når Boxit udvider med virksomhedens hidtil største afdeling – mere end tre gange større end virksomhedens hidtil største afdeling i Risskov.
Manden, der skal stå i spidsen for afdelingen, er 56-årige Magnus Thomsen fra Hammel. Han har mere end tredive års erfaring i containerbranchen.
Magnus Thomsen er maskiningeniør og ekspert i specialdesignede containerløsninger. Dermed er han rette mand på posten, eftersom Boxit de senere år har oplevet en stigende efterspørgsel på specialløsninger.
Den nye afdeling i Hasselager kommer til at indeholde både tømrerhal, smedehal, maskinhal samt en hal til at reparation af lastbiler.
Jubilæumsgave
Magnus Tomsen har en stor teoretisk ballast i sin ingeniørbaggrund og har indrettet hundredvis af containere. Dermed har han masser af praktisk erfaring og formår samtidig at lytte til kunderne og designe efter deres ønsker og behov, lyder det i en pressemeddelelse fra Boxit.
De specialdesignede containerløsninger er nemlig det, som Magnus Thomsen lever og ånder for i sit arbejdsliv. Med en baggrund som uddannet landbrugsmaskiningeniør fra Horsens Teknikum i 1990 og en årelang karriere, der havde startskuddet i Klinge Conrep i 1992, efterfulgt af 19 år hos Danish Container Supply og sidenhen mere end seks år hos APM Terminals, kan han i år fejre 30 årsjubilæum i containerbranchen.
Da han blev tilbudt et job med at designe specialcontainere i de helt nye produktionsfaciliteter hos Boxit, var det svært at sige nej, fortæller Magnus Thomsen, der kommer til at få titlen som afdelingsleder i Hasselager.
»Jeg får mulighed for at bruge alle mine kompetencer og alt det, jeg har lært i containerbranchen gennem 30 år i mit nye job hos Boxit. Det er en drøm af en jubilæumsgave i min karriere, og jeg glæder mig til at gøre Boxit endnu stærkere i containerbranchen,« siger Magnus Thomsen, der kommer til at have 14 mand at holde styr på i afdelingen.
Privat er Magnus Thomsen altså bosat i Hammel. Han er far til tre voksne børn og har været gift med sin nuværende hustru siden 1994. Han er desuden frivillig i Hammel GF som aktiv gymnastiktræner og kan efter sigende stadig præstere en salto, lyder det i pressemeddelelsen.