Fortsæt til indhold

Publikum blev væk: Nu er festival gået konkurs

»Hvad årsagen er til den manglende interesse fra publikum, kan vi kun gisne om,« skriver ledelsen af Fair Festival blandt andet.

Samfund

Siden 2019 har Globe Go Green med Kristine Overgaard Nielsen i spidsen arbejdet på at afholde den aarhusianske festival Fair Festival, men to corona-nedlukninger har betydet manglende mulighed for indtjening.

1.-3. april i år lykkedes det endelig at afholde festivalen i Ridehuset og Aarhus Congress Center. Dog for sidste gang, da festivalen per dags dato har indgivet konkursbegæring.

Det skriver Globe Go Green i en pressemeddelelse.

Konkursbegæring

»Fair Festival skulle gøre det nemmere for forbrugerne at træffe bæredygtige valg fremover. Vi er delvis en salgsmesse for bæredygtige produkter på tværs af brancher og delvis et forum for oplysning og information om bæredygtighed,« skriver ledelsen bag festivalen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi har set frem til afholdelsen i over to år, og vi har arbejdet hårdt på, at det skulle blive en succes for både udstillere, for besøgende og for os selv.«

Trods massiv annoncering på både Sociale medier, i aviser og på busbagender, opnående Fair Festival ikke det antal besøgende, de havde budgetteret med.

»Hvad årsagen er til den manglende interesse fra publikum, kan vi kun gisne om. Måske billetprisen var for høj? Eller vi ikke har fået formidlet godt nok, at man ikke betaler for at komme og købe, men at der i billetten er inkluderet foredrag, talks, modeshow og workshops. En anden mulighed er selvfølgelig, at bæredygtighed endnu ikke appellerer til det brede publikum,« oplyser ledelsen og tilføjer:

»Uanset årsagen til den manglende publikumsinteresse, betyder det at kassen er tom. Vores forsøg på at skaffe investorer er ikke lykkedes, og der er per dags dato indgivet konkursbegæring mod Globe Go Green A/S og Foreningen Fair Festival.«

»Vi har fra flere sider fået at vide, at det kræver afholdelse af et event mindst tre gange, før man kan sige om det er en succes. Det får vi desværre ikke mulighed for at afprøve, da Fair Festival lukker,« skriver ledelsen og afslutter pressemeddelelsen med at takke alle, der har støttet og bakket op om den bæredygtige agenda.

Om festivalen

Fair festival skulle have haft sin spæde start i 2020, men coronaen satte en bremseklods i den plan. Festivalen blev derfor afholdt for første gang i 2021 som Danmarks første bæredygtige festival og messe.

Da Fair Festival udfoldede sig i Aarhus i weekenden 1.-3. april 2022, var de centralt placerede i byen; i Ridehuset, Aarhus Congress Center og på Godsbanen.

Festivalen bød på bæredygtige produkter og løsninger af 80 forskellige udstillere inden for hus, have, livsstil, transport og fødevarer. Blandt de mange udstillere på Fair Festival 2022, var den socialøkonomiske virksomhed, Bistad, der driver biavl i Østjylland og beskæftiger udsatte borgere. Også den socialøkonomiske virksomhed Fonden Blindes Arbejde, der skaber arbejdspladser til blinde og svagtseende, Lalatoys der udlejer brugt legetøj, den emballagefri købmand RAA Aarhus, Hey Planet, der producerer fødevarer baseret på pulveriserede, spiselige insekter og Mildt, der forhandler genbrugstøj til mænd, vil være til stede på messen og give deres bud på en mere bæredygtig hverdag.

Fair Festival blev stiftet i 2019 af eventfirmaet Globe Go Green med Kristine Overgaard Nielsen i spidsen og har nu slået sine folder i bæredygtighedens tegn for sidste gang.