Den vilde brevkasse: Hvor mange humlebiarter er der registreret i Aarhus?
292! Så mange forskellige bier er der fundet i Danmark - og forskellen i adfærd og morfologi er bemærkelsesværdig.
Det er for alvor blevet forår. Blomster springer ud og tiltrækker insekter og andre vilde bestøvere. Er man stille og lytter godt efter, kan man måske høre en summen fra vilde bier i søgen efter nektar. Ser man lidt nærmere efter, vil man opdage, at en bi ikke bare en bi, men at der findes forskellige arter af bier, som varierer i udseende og levevis.
Men hvor mange forskellige bier findes der egentlig? Og hvor lever de?
Insekter med snabler
I Danmark er der registreret 29 humlebiarter, hvoraf 14 er registreret i Aarhus Kommune. Humlebier opdeles i hhv. kort- og langtungede arter. Nærmere bestemt varierer længden af biernes sugesnabel, der bruges til at opfange nektar i blomsterne. Snablens længde har betydning for, hvilke blomster der bestøves og hvordan. En af de mest almindelige arter er agerhumle, som har en lang sugesnabel, der gør den til en god bestøver i blomster med lange kronrør.
En anden art, som ofte ses, er stenhumle, der har et meget karakteristisk udseende, hvor både dronningen og arbejderne er helt sorte med rød bagkrop. Stenhumlen har – modsat agerhumlen – en kort sugesnabel og vil derfor ikke opsøge blomster med lange kronrør, men foretrækker blomster, hvor det er nemmere at lande og bevæge sig rundt efter nektar og pollen.
Hvor bor bierne?
Bierne er tilpasset forskellige biotoper. Agerhumlen er udbredt over hele Danmark og findes stort set i alle naturtyper, eksempelvis skove, haver, heder og dyrket land. Agerhumlen bor typisk i gamle musehuller, murerevner eller mospuder. Moshumlen, som er mere sjælden, er mere specialiseret og foretrækker fugtige, åbne landskabstyper og findes derfor ofte tæt ved kyster.
De fleste arter af humlebier bygger egne reder, men der findes også snyltere, der trænger ind i et allerede etableret bo og parasiterer på værtsarten. Et eksempel er lys jordsnyltehumle, som især opsøger reder hos lys jordhumle. Her lægger lys jordsnyltehumle-dronningen sine æg, som herefter bliver passet af arbejderne fra lys jordhumle-kolonien. På den måde slipper lys jordsnyltehumle-dronningen for selv at bruge energi på at opfostre sit afkom.