Fortsæt til indhold

Børn på skole i Aarhus samler kæmpe beløb ind på én dag: »Det er fuldstændig overvældende«

Lederen på Holme Skole er både glad og stolt over det engagement, der blev udvist i forbindelse med indsamlingen i sidste uge: »Mange var rørte over at se, hvor helhjertet børnene gik til opgaven.«

Samfund

43.451 kroner.

Det er, hvad snørede løbesko, motiverede ben og åbne pengepunge kan indsamle, når børn løber for andre børn i en god sags tjeneste.

Torsdag i sidste uge samlede 0.-5. klasserne på Holme Skole penge ind til Ukraines børn. Ud over et løb, hvor familiemedlemmer kunne donere penge per løbet kilometer, var der fællessang for hele skolen og salg af søde sager doneret af lokale bagerier.

Alle midlerne, som børnene fik samlet ind, er gået til Red Barnet for børn i – og på flugt fra – Ukraine.

Alle midlerne, som børnene har samlet ind, går til Red Barnet for børn i - og på flugt fra - Ukraine. Foto: Lone Bøye Thuesen.

Børn hjælper børn

Krigen i Ukraine er til stede i medierne, samtaler, facebookopslag, reklamer - allestedsnærværende. Også for børn.

Samtaler om krigen har fået solid plads i undervisningen på Holme Skole, og mange klasser ser hver dag Ultranyt, som i børnehøjde forklarer, hvad der foregår.

»De har også mange samtaler i klasserne om emnet – børnene skulle være klædt på til at håndtere det og forstå. Så lærerne og pædagogerne har taget sig god tid til at tale med børnene om det. Og det var også dér, hvor tanken om løbet opstod,« fortæller skoleleder på Holme Skole, Ditte Hagn-Meincke, til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

»Det fylder meget i børnenes hverdag, og de har haft et stort behov for at gøre en forskel og hjælpe andre børn. Løbet blev en måde, hvor helt små børn fra det ene øjeblik til den andet gjorde noget – noget meget konkret. Jeg kan løbe, og lige præcis det, at jeg løber, gør en forskel.«

Skoleleder Ditte Hagn-Meincke roser både børn og personale for det store engagement, de har udvist. Arkivfoto: Lone Bøye Thuesen.

Eventet på skolen fik navnet ’Forårsløb og fællessang for Ukraine’, og det, at det var noget, der blev gjort i fællesskab, betød meget:

»Vi kan nemt føle os magtesløse, når vi ser billeder fra krigen, men her fik vi faktisk mulighed for at gøre en forskel sammen. Det er stærkt,« siger Ditte Hagn-Meincke.

»Fuldstændig overvældende«

Først løb børnene fra 0.-5. klasse så mange omgange på en kilometer, de kunne nå på en time. Og så donerede forældre og bedsteforældre et selvvalgt beløb per løbet runde.

Foto: Lone Bøye Thuesen.

Der blev givet gas på ruten og ved overførslerne - for da dagen var omme, kunne børnenes benarbejde gøres op i kroner og ører: 43.451 kroner.

0.-5. klasserne på Holme Skole har løbet langt for, at andre børn kan få noget hjælp. Foto: Lone Bøye Thuesen.

»Det er fuldstændig overvældende. Jeg kunne hurtigt mærke den meget store opbakning i vores forældregruppe og blandt børnene, men jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi ville komme op i de højder dér,« siger skolelederen og tilføjer:

»Mange var rørte over at se, hvor helhjertet børnene gik til opgaven. Det har styrket vores gode sammenhold, at denne event har fundet sted. Det var et fantastisk engageret stykke arbejdet af både børn og SFO-personale, der fik det på benene.«

Indtil videre har Holme Skole ikke modtaget ukrainske børn i klasserne, men skoleleder, Ditte Hagn-Meincke, fortæller, at de afventer og glædeligt tager imod opgaven, hvis det bliver aktuelt.